Thorning vil være Danmarks første demens-venlige by

Borgerne i Thorning ved Silkeborg skal i et nyt projekt blive Danmarksmestre i medmenneskelig omsorg og viden om demens.

Linda Lyngsøe står i spidsen for projektet, der skal gøre Thorning til landets første demens-venlige by.
Linda Lyngsøe står i spidsen for projektet, der skal gøre Thorning til landets første demens-venlige by.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Nogle kan ikke huske dankortkoden, når de står og skal betale ved kassen. Andre køber ind til brunkager fire gange om dagen, mens nogle glemmer stokken eller rollatoren i butikken.

Hver eneste dag møder de ansatte i Spar-butikken i Thorning byens demente borgere.

- Vi hjælper dem med at finde deres varer, hjælper dem med at finde dankort-koden i pungen og hjælper dem bare helt generelt, når de kommer herned, fortæller Kristina Nielsen, der er souschef i butikken.

Men nu skal hjælpen og forståelsen for demente og deres sygdom ikke kun gælde i byens dagligvarebutik. Nu skal hele Thorning by nemlig være demens-venlig.

Linda Kristensen møder som souschef i Spar i Thorning dagligt mennesker med demens, der skal have hjælp til at navigere i butikken. Hun ser frem til, at Thorning bliver 100 procent demensvenlig.
Linda Kristensen møder som souschef i Spar i Thorning dagligt mennesker med demens, der skal have hjælp til at navigere i butikken. Hun ser frem til, at Thorning bliver 100 procent demensvenlig.
Foto: Sarah Mølsted Andersen, TV MIDTVEST

Vil nedbryde tabuer om demens

Linda Lyngsøe bor i Thorning, er byrådsmedlem i Silkeborg Kommune og er initiativtager til projekt 'Demensvenlig by Thorning'.

- Det handler om at få skabt fokus på det at have demens og de udfordringer, man kan have. Og det handler også om at få fjernet nogle af de misforståelser, man kan have om sygdommen og få ændret det tabu, der godt kan være, fortæller hun.

Der bor lidt over tusind mennesker i Thorning i den nordvestlige del af Silkeborg Kommune. Nu vil byen stå sammen om at blive en demensvenlig by.

Thorning skal med Linda Lyngsøe i spidsen være landets første demensvenlige by. Og den opgave kan byen netop løfte, fordi området er kendetegnet ved et stærkt sammenhold, aktiviteter for alle aldre og et godt netværk, mener hun.

I Silkeborg Kommune har man ønsket at have fokus på demens, og derfor var Linda Lyngsøe til et foredrag om demens, der siden førte til, at hun meldte sig som en af kommunens i dag 1362 såkaldte demensvenner.

- Her i Thorning kender vi hinanden. Vi kender dem, der kunne være ramt af sygdommen, for vi møder dem ved købmanden og vi møder dem i bylivet. Og mange af dem har udfordringer, som vi måske kan hjælpe dem med, fortæller Linda Lyngsøe.

Informationsmøder skal samle alle

I første omgang bliver byens omkring 60 foreninger, virksomheder og institutioner inviteret til informationsmøde om demens.

- Det bliver en fælles identitet, vi har, at vi er demensvenlige. Det vil hjælpe os alle sammen og give mere tryghed.

Til april afholder man et stort borgermøde, hvor forskellige oplæg og aktiviteter skal sikre, at alle kommer med.

- Det vil betyde, at demente ikke vil blive mødt af så mange misforståelser især ved købmanden, hvor de måske kan være lidt forvirrede. Og hvis vi nu alle sammen ved, hvad demens går ud på, så kan vi bedre hjælpe dem. Det vil give et styrket fællesskab – også mere end vi har i forvejen, lyder det fra Linda Lyngsøe.

Medmenneskelig omsorg

I Sparbutikken hilser souschefen initiativet velkomment.

- Vi kan altid blive bedre, og vores unge skal blive bedre til at hjælpe de ældre og skal lære at forstå, hvad demens egentlig er, siger Kristina Nielsen.

Linda Lyngsøe ser frem til at få projektet skudt i gang og understreger, at byens borgere ikke skal ud og agere sygehjælpere for Thornings demensramte borgere.   

- Vi skal lære, hvordan man bedst reagerer, hvis man møder en dement i hverdagen – vær venlig og rolig, stil korte spørgsmål og lade være med at blive frustreret over, hvis den demente bliver vred. Det er for mig at se en helt almindelig medmenneskelig omsorg, vi skal vise hinanden.

På sigt er det meningen, at erfaringerne fra demens-projektet i Thorning skal udbredes til andre af Silkeborg Kommunes mindre bysamfund.