Redningsaktion i Silkeborg: Mountainbiker styrtede ned ad skrænt

En person måtte her til formiddag reddes af brandvæsnet efter at være væltet ned af en skrænt i Silkeborg.

Både ambulancefolk og brandvæsnet måtte til for at redde den tilskadekomne motionscyklist
Både ambulancefolk og brandvæsnet måtte til for at redde den tilskadekomne motionscyklist
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En mountainbiker måtte her til formiddag reddes af brandvæsnet efter at være væltet ned af en skrænt.

Manden var ude at cykle med et par kammerater, der slog alarm, da han styrtede. Det forklarer indsatsleder Anders Simonsen fra Midtjysk Brand & Redning, der blev kaldt til stedet klokken 10:56, til TV MIDTVEST.

- Det var ambulancefolkene, der kaldte os derud, fordi de havde brug for hjælp til at bære ham op. Hans hjelm var flækket midt over, siger han, og fortsætter:

- Han har slået hovedet og nakken, så vi fik lagt ham i marinebåren, og vi var en del folk til at løfte ham op. 

Det var ned ad denne skrænt i Nordskoven, at cykelrytteren styrtede. Det krævede en hel del brandfolk at bære ham op.
Det var ned ad denne skrænt i Nordskoven, at cykelrytteren styrtede. Det krævede en hel del brandfolk at bære ham op.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

Styrtet skete et par hundrede meter fra byggeriet af den nye Nordskovvej i Silkeborg, der løber igennem et populært rekreativt område i skoven.

Uheldet har dog ikke nogen relation til byggeriet af vejen, fastslår Anders Simonsen.

I Nordskoven er der flere vandre- og mountainbike-ruter, og både DM og EM i mountainbike har været afholdt her.

Personen bliver nu kørt på Regionshospitalet i Viborg til videre undersøgelser for skader.