Søskendepar leger krig i skoven, men det er ramme alvor

Efter krigen i Ukraine vil flere gerne være frivillige i Hjemmeværnet. Men det kniber med at lokke folk til Flyverhjemmeværnet. Det vil værnet nu gøre noget ved.

De to søskende prøvede også at skyde i skoven.
De to søskende prøvede også at skyde i skoven.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I en skov mellem Ringkøbing og Holstebro går en flok soldater rundt blandt de grønne træer. To af dem skiller sig ud. 

De er væsentligt yngre end de andre og har heller ikke helt samme udrustning.

Det er søskendeparret Van Den Berg fra Hee, der bruger noget af fredagen på at besøge Flyverhjemmeværnet, der lige nu forsøger at skaffe flere frivillige til Eskadrille 272 med base i Ørnhøj.

- Man skal være åben for at stå klar til at hjælpe, hvis det bliver nødvendigt. Det handler om at have en sikker og tryg hverdag her i Danmark, siger 20-årige Maartje Van Den Berg, der trods det hollandske navn er født her i landet.

- Jeg føler nok ikke, at vi militært står så stærkt i forhold til andre lande, siger 16-årige Maurits Van Den Berg, da han bliver spurgt om, hvorfor han mener, at det er vigtigt at bakke op om for eksempel Hjemmeværnet.

Flyverhjemmeværnet blev etableret under den kolde krig i 1953, og siden da har opgaverne været mange. De uniformerede hjælper blandt andet til ved eftersøgninger, under krisesituationer og med bevogtningsopgaver af fly og helikoptere over hele landet.

Anspændt situation i Europa

Eskadrille 272 har i dag 20 frivillige men vil gerne have 10 flere medlemmer. Derfor holder værnet en værgekampagne, hvor nysgerrige kan komme forbi og prøve, hvordan det er at være en del af Flyverhjemmeværnet.

- Specielt i en tid med en anspændt sikkerhedspolitisk situation i Europa er der med ét opstået akut behov for hjemmeværnet til mange af de skarpe, militærtekniske opgaver. Trusselsbilledet i Danmark bliver hele tiden større og større, siger John Allan Asferg Svendsen, der er eskadrillechef i den vestjyske Eskadrille 272.

John Allan Asferg Svendsen er chef for Eskadrille 272 i Ørnhøj.
John Allan Asferg Svendsen er chef for Eskadrille 272 i Ørnhøj.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Denne dag i skoven kommer søskendeparret helt tæt på livet som soldat i Flyverhjemmeværnet. De prøver at skyde med riffel, gå patrulje og skal også lægge en forbinding på en såret kondiløber.

- Det har været en sjov oplevelse at komme ud i naturen, i stedet for bare at sidde derhjemme, siger Maurits Van Den Berg, da han er færdig med dagens udfordringer og oplevelser i skoven.

Men selvom de to synes, at det er spændende at komme helt tæt på Flyverhjemmeværnet, og det har været en god dag, så er de ikke helt sikre på, om de vil være frivillige i fremtiden.

- Det er meget virkelighedsnært i forhold til, hvad de reelt laver. Måske kunne det godt være interessant, men det skal jeg lige tænke lidt over, siger Maartje Van Den Berg, der til daglig er i gang med at uddanne sig til bygningskonstruktør.

På landsplan har Flyverhjemmeværnet omkring 1300 frivillige.

De to søskende skulle også prøve kræfter med førstehjælp.
De to søskende skulle også prøve kræfter med førstehjælp.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST