Politiet efterforsker et mistænkeligt dødsfald nær Silkeborg

En person er fundet død på en adresse i byen Salten. Politiet efterforsker lige nu dødsfaldet som mistænkeligt.

politibil.jpg
Foto: Ritzau Scanpix

En person er fundet død på en adresse i Salten syd for Silkeborg. Politiet holder alle muligheder åbne.

Politikommissær for central efterforskning af personfarlig kriminalitet hos Midt- og Vestjyllands Politi Tue Nissen fortæller til TV MIDTVEST, at de er tilstede på adressen I Salten.

Han kan bekræfte, at der er på stedet er fundet en død person, og at politiet lige nu behandler det som et mistænkeligt dødsfald.

Samtidig fortæller han, at der stadig mangler en del efterforskningsarbejde, før det kan fastslås, om der har fundet en forbrydelse sted.

Der skal blandt andet foretages en obduktion som et led i efterforskningen. Det skal hjælpe med at klarlægge dødsårsagen.

Mistænkelige Dødsfald

Ved et mistænkeligt dødsfald indleder politiet en efterforskning af gerningsstedet, som var der tale om et drab. Det sker, for at eventuelle vigtige spor ikke skal gå tabt.

Der er også eksempler på, at politiet i sager om mistænkelige dødsfald foretager anholdelser for at have styr på mulige gerningsmænd.

Tue Nissen fra Midt- og Vestjyllands Politi forventer, at omstændighederne omkring dødsfaldet vil ligge mere klart i løbet af i morgen eller senere i aften.