Plejehjem gør en ekstra jule-indsats: - Vi bringer magien ind til de gamle

Juleudstillingen på Kjellerup Friplejehjem er lidt ud over det sædvanlige. Den skal give glæde til hjemmets beboere.

Frederikke Cecilie Bælum bruger meget tid på udstillingerne.
Frederikke Cecilie Bælum bruger meget tid på udstillingerne.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

- Det særlige er, at vi bringer magien til de gamle.

Sådan beskriver Frederikke Cecilie Bælum årets juleudstilling på Kjellerup Friplejehjem, hvor hun er SOSU-assistent.

Året rundt har de udstillinger til deres beboere, men juleudstillingen er deres største. I år er temaet Nøddeknækkeren.

Derfor er der lavet utallige dekorationer og udstillinger rundt omkring på friplejehjemmet.

- Når de gamle ikke selv længere kan komme ud og finde julens magi, så prøver vi at bringe den ind i huset. Det gør vi mange forskellige steder, så de kan gå og forundre sig, fortæller Frederikke Cecilie Bælum.

Det er personalet, der er på arbejde om natten, der hovedsageligt står for udstillingerne. Men når der er tid og overskud hos de ældre beboere, hjælper de også til.

- Vi har ofte lidt ekstra tid om natten, hvis der ikke lige er nogle beboere, der er vågne, eller nogle faste ting, der skal gøres. Så er der nogle timer tilovers. Dem bruger vi gerne kreativt. Det er en vision, vi har, siger Frederikke Cecilie Bælum.

Nøddeknækkeren er årets tema.
Nøddeknækkeren er årets tema.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST

Beboere og forstander sætter pris på det

Når forstander Mette Kayerød Jochumsen møder ind om morgenen, er det ofte til synet af nye dekorationer, som er lavet i løbet af natten.

- Det er jo fordi, vi har nogle fantastisk kreative medarbejdere, der betragter det som et hjem, de arbejder i. Så det skal se godt ud og være hyggeligt, og man skal kunne få nogle oplevelser om dagen. Det hjælper vores kreative medarbejdere med, når de har tid, siger hun.

De oplevelser nyder Jytte Jensen og Jens Bang Jensen, der er beboere på plejehjemmet, godt af.

Også selvom der stadig er over en måned til jul.

- Det er dejligt, så sker der noget i hverdagen. Vi kan ikke nå at lave det lige op til jul, når der skal laves så meget, så vi er glade for det, siger Jytte Jensen.

Fritiden bruges også

90 procent af de ting, som udstillingerne består af, er hjemmelavet. Ansatte, beboere og familie hjælper med at lave udstillingerne, så de kan sprede så meget glæde som muligt.

Frederikke Cecilie Bælum elsker at skabe glæde og stemning, og derfor har hun brugt meget tid på det.

- Jeg tør næsten ikke at regne på, hvor mange timer der er gået med det. I de seneste tre måneder er meget af min fritid derhjemme også gået med det, siger hun.

Foruden at skabe glæde hos beboere og besøgende familie har udstillingerne på Kjellerup Friplejehjem også som målsætning at være eventyrlige og give nostalgiske oplevelser.

2:30
På Kjellerup Friplejehjem går de meget op i, at deres beboere skal opleve en masse i løbet af årets højtider.
Julemandens kane er en fast del af juleudstillingen.
Julemandens kane er en fast del af juleudstillingen.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST
Den gamle købmandsforretning på Kjellerup Friplejehjem.
Den gamle købmandsforretning på Kjellerup Friplejehjem.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST
Denne luciabrud er også en del af udstillingerne.
Denne luciabrud er også en del af udstillingerne.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST
Der er også gaver med i udstillingerne.
Der er også gaver med i udstillingerne.
Foto: Kåre Rolf Hansen, TV MIDTVEST