Prøv at være dement: Ny simulator skal skal lære sosu'er om demens

På SOSU Østjylland i Silkeborg har man nu verdens første læringscenter for demenssimulation, og det har kostet tre millioner kroner.

Direktør på SOSU Østjylland, Anette Schmidt Laursen foran den grønne container der indeholder demenssimulatoren.
Direktør på SOSU Østjylland, Anette Schmidt Laursen foran den grønne container der indeholder demenssimulatoren.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det skønnes, at der er omkring 89.000 danskere, der lever med demens.

Det kan være svært at forstå, hvordan det er at leve med sygdommen, men for tre millioner kroner kan det blive nemmere.

- Vi har jo undervist i rigtig mange år indenfor demens og demenssygdomme, men det, at man får lov til at komme ind og på egen krop mærke, hvordan det er at være ramt af en demens lidelse, tror vi, kommer til at gøre en stor forskel. Det er i hvert fald også det, vi hører fra dem, der allerede har prøvet. Det giver noget ekstra i indlæringen, siger Anette Schmidt Laursen, der er direktør på SOSU Østjylland.

Den nye demenssimulator står på Social- og Sundhedsskolen i Silkeborg, og det bliver beskrevet som en interaktiv og sanseforvrænget bolig.

Simulationen foregår i en stor grøn container, og der er hverken virtual reality eller hovedtelefoner involveret i oplevelsen.

Skræmmende læring

Når man træder ind i simulatoren, guider en stemme en gennem et hverdagsscenarie for en dement. Tingene virker ikke som forventet, og de kan finde på at bytte plads.

Ideen er, at man får fornemmelse af at miste overblikket, og at det bliver svært at udføre simple hverdags opgaver. Det skal give et realistisk billede af en hverdag som dement.

- Man synes, det er givet, hvordan man skal gøre tingene, men når man så lige pludselig står i den her situation, og synes at man godt ved, hvordan virkeligheden er, og så er den slet ikke sådan. Man begynder faktisk at tvivle lidt på, om det er en selv der dum, siger SOSU-assistenteleven Susanne Busch om sin tur i demenssimulatoren.

Hun har arbejdet som skolelærer i mange år og er glad for, at simulationen er en del af hendes nye uddannelse.

Hun mener, at det sammen med den teoretiske undervisning giver et bedre billede af virkeligheden, som man kan tage med sig ud til borgerne.

Susanne Busch har tidligere været lærer i mange år, men i dag uddanner hun sig til SOSU assistent, og det har sendt hende en tur i demenssimulatoren.
Susanne Busch har tidligere været lærer i mange år, men i dag uddanner hun sig til SOSU assistent, og det har sendt hende en tur i demenssimulatoren.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Simulatoren har ladet vente på sig

Ideen og teknikken bag simulatoren stammer fra Holland, og her går den under navnet Into Dementia. De sidste fire år har projektleder Lise Knokgård arbejdet på at få simulatoren til SOSU Østjylland.

- Det har været et ønske at tilføre praksis og vores elever en anden form for læring og en anden form for viden, end vi gør gennem teori og rollespil i forskellige situationer, fortæller hun til TV MIDTVEST.

Hun har samarbejdet med det hollandske firma Rabenburg, der har stået for den tekniske indmad, og et hold fra SOSU Østjylland, for at udvikle et dansk koncept. Noget, hun mener, er lykkedes rigtig godt.

Med en pris på tre millioner kroner er simulatoren ikke billig, men hvis pengene sad mere løst, så ville Lise Knokgård gerne have endnu en simulator, der kunne hjælpe indenfor børneområdet eller fysisk og psykisk udviklingshæmmede.

2:34
Nordens første demens-simulator i dag indviet i Silkeborg. Skal gøre plejepersonalet kloger på, hvad det vil sige at have demens.