For første gang nogensinde: Silkeborg IF skal spille europæisk gruppespil

FC Midtjyllands sejr i pokalfinalen torsdag har sikret Silkeborg IF en plads i et europæisk gruppespil. Det er første gang nogensinde.

Silkeborg IF

Takket være FC Midtjyllands straffesparksskytter i pokalfinalen kan Silkeborg IF nu se frem til at spille kvalifikationskampe i Europa League. 

Hvis de vinder, sikrer de sig en plads i Europa League-gruppespillet. Og skulle silkeborgenserne gå hen og tabe, er de stadig sikret deltagelse i gruppespillet i Conference League.

På den måde er der ingen vej udenom europæisk gruppespil for Silkeborg IF – og det er første gang nogensinde, at klubben skal spille med i sådan et. 

Det begejstrer Kent Madsen, der er administrerende direktør i Silkeborg IF.

- Det er kæmpestort for den her klub. Nu er vi garanteret gruppespil for første gang i klubbens historie. Det er sindssygt vigtigt på alle parametre, siger han.

Direktøren i Silkeborg IF, Kent Madsen, er begejstret over klubbens deltagelse i europæisk fodbold.
Direktøren i Silkeborg IF, Kent Madsen, er begejstret over klubbens deltagelse i europæisk fodbold.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Sikrede selv europæiske kampe

Silkeborg IF spillede sig til en tredjeplads i 3F Superligaen, og på den måde sikrede de sig selv en deltagelse i kvalifikationskampene i Conference League. Så allerede på det tidspunkt, var klubben sikre på at skulle spille europæisk fodbold for første gang i 21 år.

Det er tredjepladsen i 3F Superligaen, der sikrer, at klubben nu vil gå direkte i gruppespillet i Conference League, hvis de taber i Europa League-kvalifikationen.

- Det betyder meget for selvforståelsen, men også over for tilhængere og sponsorer, der har bakket os op loyalt gennem alle årene, selvom det har været bøvlet. At kunne give tilbage nu med medaljer og international fodbold, det er da fedt, siger Kent Madsen.

Silkeborg IF

Direktøren peger på, at klubben har haft meget medvind på vejen mod internationalt spil, blandt andet i form af FC Midtjyllands pokalfinalesejr. 

Desværre har en mere kedelig omstændighed også været med til at løfte chancerne. Her refererer han til krigen i Ukraine, der har ført til en udelukkelse af Ruslands klubhold.

En lysere fremtid?

Kent Madsen er sikker på, at det har stor betydning for klubben, at de skal spille europæisk fodbold, og han mener, at deltagelsen kan være med til at skabe et stærkt fundament for de kommende år.

- Det er klart, at når vi skal spille minimum otte europæiske kampe, så bliver vi mere attraktive for nye spillere. Det kan også være, at nogle af dem, vi har, som andre klubber spørger på, de tænker, at det nu også er meget godt at være i Silkeborg, fordi der er nogle nye spændende udfordringer.

Selvom direktøren ser entydigt positivt på omstændighederne, erkender han også, at der venter et stort arbejde for hele organisationen, i og med at klubben ikke er trænet i at håndtere internationale kampe.

Silkeborg IF’s modstander i Europa League kvalifikationen er endnu ukendt. De spiller både ude og hjemme henholdsvis  18. og 25. august.