12 tons tung vejtromle trillede af lastbil og ramte kvindelig bilist

Det var tæt på at gå grueligt galt, da en vejtromle i går trillede af en lastbil i Silkeborg og fortsatte over i den modsatte vejbane, hvor den ramte en 50-årig kvindelig bilist. Ingen kom dog til skade ved uheldet.

Uheldet skete klokken 15.35, da en lastbil med en rendegaver og en tromle på anhængeren skulle rundt i en rundkørsel.
Uheldet skete klokken 15.35, da en lastbil med en rendegaver og en tromle på anhængeren skulle rundt i en rundkørsel.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De fleste kender talemåden ”det føles som at blive kørt over af en damptromle”. I går var det lige ved at blive til virkelighed for en 50-årig kvinde fra Silkeborg.

Da hun om eftermiddagen kom kørende ad Horsensvej i Silkeborg, kom en førerløs vejtromle pludselig rullende imod hende. Tromlen ramte dog kun bilens venstre fordør, og kvinden kom ikke noget til.

Den rullende vejtromle var trillet af en lastbil, da en 32-årig chauffør i rundkørslen ved Frederiksberggade og Horsensvej formentlig ramte kantstenen ved midterrabatten.

- Da chaufføren rammer kantstenen, mister han styringen over lastbilen og kører ind i et skilt. På anhængeren har han en rendegraver og en 12 tons tung tromle, der triller af og fortsætter over i modsatte vognspor, fortæller politikommissær Lasse Ivansøe fra lokalpolitiet i Silkeborg.

Uvist hvad uheldet skyldes 

Tromlen var spændt fast med to spændebånd, der skulle kunne holde ti ton hver, så hvordan det noget specielle uheld kunne ske vides ikke endnu.

- Vi skal undersøge fastspændingen af godset, så vi kan finde ud af, hvorfor stropperne sprang. Chaufføren er afhørt, men er ikke sigtet. Hvis undersøgelsen viser, at tromlen ikke var spændt forsvarligt fast, vil det dog være nogle temmelig alvorlige sigtelser, da der er tale om så tungt gods, siger Lasse Ivansøe.

Uheldet har givet store materielle skader, men ingen personer kom noget til.

- Det er et temmelig alvorligt færdselsuheld, der heldigvis sker ekstremt sjældent. Det er utrolig heldigt, at der ikke er nogen, der er kommet til skade, når der er tale om så tung en genstand, fortæller Lasse Ivansøe.