Bjerringbro-Silkeborg: Overskud igen igen

Selvom sidste sæson sportsligt kunne have været bedre, så er der styr på bundlinjen hos håndboldklubben Bjerringbro-Silkeborg, der nu præsenterer sit niende overskud i træk.

BSV_0.jpg

Bjerringbro-Silkeborg har netop afholdt årets general forsamling og her blevet regnskabet for 13/14 sæsonen præsenteret og godkendt. For niende år i træk viser regnskabet et overskud - denne gang på 64.867 kr før skat.

- For at være helt ærlig så var der rigtig mange ting, der ikke gik som de skulle i sidste sæson, og det har betydet en del ekstra udgifter. Men ved hjælp af en generel påholdenhed på omkostningssiden igennem hele sæsonen og en unik opbakning i en svær sæson fra de omkring 500 firmaer, der er en del af Bjerringbro-Silkeborgs forskellige erhvervsnetværk, ser tallene faktisk ok ud, fortæller adm. direktør Frank Lajer.

På indtægtssiden er det især et par nye sponsoraftaler med et par af de større danske virksomheder, der trækker op og så har håndboldklubben været en af de mest seete klubber på TV, hvilket har gavnet sponsorindtægterne.

- På trods af de svingende resultater så har vi til alle hjemmekampe i sæsonen haft 8-900 sponsorer til spisning i erhvervsklubben og skyboxene og 2250 tilskuere i snit til vores hjemmekampe. Det er netop denne støtte fra en meget bred gruppe af sponsorer og fans, der er så fantastisk, og det vil alle vi i klubben gerne benytte lejligheden til at takke for!, siger Frank Lajer.

Klubben har via overskuddene fra især de sidste 4-5 sæsoner opsparet en egenkapital på ca. 4 mio. kr., der er placeret i likvider og klubben opfylder dermed DHFs nye skærpede krav til solvensen.

Bjerringbro-Silkeborg ligger lige nu nummer fem i herreligaen.