24.000 m2: Nyindviet erhvervsskole samler elever på kryds og tværs

Ideen til det samlede uddannelsescenter opstod tilbage i 2007.

150 mennesker var med mandag, da College360 i Silkeborg havde officiel indvielse.
150 mennesker var med mandag, da College360 i Silkeborg havde officiel indvielse.
Foto: Ditte Georg Poulsen, TV MIDTVEST

Mandag indviede Silkeborg en ny erhvervsskole. Den hedder College360 og består af 24.000 m2. Omregnet svarer det til 30 håndboldbaner.

- Vi har fået en ny erhvervsskole, som huser alle vores erhvervsuddannelser. Det har vi set frem til i mange, mange år, siger direktør Henrik Toft.

College360 betegner meget godt skolens kendetegn. Indretningen er tænkt hele vejen rundt. Eksempelvis ligger værksteder og de teoretiske undervisningslokaler som noget nyt op ad hinanden.

- Det er mega rart. For eksempel må vi ikke have computere med i køkkenet. Det er hygiejnemæssigt ikke rigtigt. Men når man så har sin computer med opskrifter i lokalet ved siden af, kan man lige gå ind og tjekke op en ekstra gang, hvor mange æggeblommer man skal bruge til at legere saucen med. Det gør, at man hurtigt kan føre teori over i praksis, forklarer kokkeelev Cecillie Færch.

Derudover er de forskellige fags synlighed prioriteret højt.

Glasvægge skal gøre det lettere at vise fagene frem

Væggene på skolen er lavet af glas, så de forskellige fag kan vises frem.

- De forskellige erhvervsuddannelser særkende og faglighed bliver synlige. Vi har nogle åbne vinduer ind til værksteder og faglige miljøer, der hænger sammen. Så de, der har beslægtede fagligheder, er tæt på hinanden, afslutter direktøren.

Eleverne håber samtidig, at rammerne giver anledning til gode sociale arrangementer på kryds og tværs.

2:20