Virksomheder gør kur til unge på ny messe

Målet med messen er at sikre fremtidens arbejdskraft

2:04
Ringkøbing-Skjern Kommune risikerer at mangle kvalificeret arbejdskraft i fremtiden.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

For en stund har afgangseleverne på gymnasierne i Ringkøbing-Skjern Kommune byttet bøger og computere ud med virksomhedssnak og fremtidsdrømme.

På den nye jobmesse KarriereKurs kan lokale virksomheder og unge finde sammen for at snakke sabbatår og job.

Det skal sikre, at virksomhederne i landets største kommune også i fremtiden har kvalificerede hænder og hoveder.

- Det er vigtigt, at vi også fremadrettet har en lind strøm af arbejdskraft, lyder det fra Steen Buhl Larsen, der er direktør i Lem-virksomheden Landia, der producerer pumper til blandt andet landbruget og energisektoren.

Han repræsenterer én af de virksomheder, de unge kan møde på messen.
Han repræsenterer én af de virksomheder, de unge kan møde på messen.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Steen Buhl Larsen og mange andre virksomheder i Ringkøbing-Skjern Kommune oplever, at man har svært ved at rekruttere højtuddannede, der har læst i de større byer.

Derfor forsøger man at fange de unges interesse, inden de skal i gang med en videregående uddannelse.

- Vi har brug for at fortælle, hvad der er bag de mure, de kører forbi, forklarer han.

Kan rotere mellem jobs

På KarriereKurs har de kommende studenter mulighed for at blive klogere på de sabbatjobs, som virksomhederne tilbyder.

De strækker sig mellem 4-12 måneder hos forskellige virksomheder og skal gøre de unge klogere på de erhvervsmuligheder, der er i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Idéen til den ny messe opstod hos rektor på Vestjysk Gymnasium Tarm, Catarina Kastrup.

- De unge kender de gængse jobs, og de ved, at man kan blive advokat og revisor. Men de kender knap nok til alt det, der foregår på en virksomhed, siger hun og fortsætter:

- Håbet er, at de får prøvet nogle ting af, de ikke vidste, at de gerne ville prøve, og derfor bliver klogere på et uddannelsesvalg.

Catarina Kastrup fra Vestjysk Gymnasium Tarm fik idéen til messen.
Catarina Kastrup fra Vestjysk Gymnasium Tarm fik idéen til messen.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Virksomhed er startet før tid

Hos Landia har man allerede tyvstartet på projektet. Her ansatte man sidste år Sebastian Vestergaard Danielsen, der blev STX-student fra Vestjysk Gymnasium Tarm i 2023.

I løbet af sit sabatår får han kendskab til de forskellige typer opgaver i virksomheden.

- Jeg så Landia som en virksomhed, der kun havde industriteknikere og smede. Nu er det en helt ny verden, hvor jeg forstår alt det arbejde, der er bag et produkt, siger han.

Steen Buhl Larsen og Catarina Kastrup anerkender, at det er svært at lokke nyuddannede sjællændere eller østjyder til Vestjylland.

- Der kommer en dag, hvor man skal stifte familie. Vi håber på, at man den dag vil tænke tilbage på det sted, hvor man kommer fra, siger han.

Tirsdag foregår jobmessen i Tarm.