Vestjysk sangtalent har hovedrolle i musical: Synger som Whitney Houston

Andrea Lykke Oehlenschlæger spiller hovedrollen som Rachel Marron i musicalen The Bodyguard. Torsdag aften optræder hun i Viborg med sin kæmpe sangstemme.

Andrea Lykke Oehlenschlæger skal gøre Whitney Houston kunsten efter i rollen som Rachel Marron i The Bodyguard.
Andrea Lykke Oehlenschlæger skal gøre Whitney Houston kunsten efter i rollen som Rachel Marron i The Bodyguard.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Alle lamperne peger på hende. Hun står midt på scenen, og hun har publikums fulde opmærksomhed.

Til dagligt hedder hun Andrea Lykke Oehlenschlæger, men når hun torsdag aften står på scenen i Tinghallen i Viborg og spiller hovedrollen i musicalen The Bodyguard, er navnet Rachel Marron.

- Det er vildt fedt og sjovt, men da jeg fik rollen, tænkte jeg ”uha, det bliver godt nok en kæmpe udfordring,” og jeg var også lidt nervøs, siger sangerinden.

Det kan godt være angstprovokerende at skulle synge samme sange, som verdensstjernen Whitney Houston gjorde i den originale version af fortællingen om bodyguarden.
Det kan godt være angstprovokerende at skulle synge samme sange, som verdensstjernen Whitney Houston gjorde i den originale version af fortællingen om bodyguarden.
Foto: Jesper Mortensen, TV MIDTVEST

Helt så storslået har det dog ikke altid været. Det begyndte mere beskedent i 2011, da hun blev sanger i Ringkøbing Big Band.

- Det gav sig selv, for man var jo ved at falde om, når man hørte det, hun gav prøver på. Så det bliver rigtig godt, tænkte jeg med det samme, siger Flemming Nordenhof, der er leder af Ringkøbing Big Band.

Hun blev hurtigt et navn i Ringkøbing, og hun er siden blevet et navn i hele Danmark.

Men med den nye rolle i The Bodyguard, der i Hollywood-filmen af samme navn blev spillet af Whitney Houston, kommer Andrea Lykke Oehlenschlæger nok ikke udenom at blive direkte sammenlignet med sangerinden, som mange stadig kender som en af de dygtigste nogensinde.

- I starten var den tanke om, at det var en af de største stjerner, der har levet på den her jord, den var skræmmende. At man nu skulle gå ind og gøre kunsten efter. Men der er det noget med at tænke, at man bare skal gøre det på sin egen måde, siger den unge sangerinde.

Andrea Lykke Oehlenschlæger bor i dag i København, hvor hun satser på en karriere som sanger, men først gælder det tre måneders optrædener med The Bodyguard.