Solcelleparker skyder op alle steder – til stor frustration

Stort set samtlige midt- og vestjyske kommuner melder om en enorm interesse for at sætte solceller op.

Preben Juhl bliver muligvis nabo til en stor solcellepark.
Preben Juhl bliver muligvis nabo til en stor solcellepark.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Preben Juhl fra Finderup ved Skjern risikerer at blive nærmeste nabo til en stor solcellepark, og det huer ham ikke.

- Et landskab, der er plastret til i stål og glas. Som er synlig - lige meget hvor du kigger hen, så har du det at kigge på. Det kommer til at genere så mange mennesker, som ikke får en gevinst ud af det, siger Preben Juhl.

Solcelleparken skal ifølge ansøgningen til Ringkøbing-Skjern Kommune være på godt 100 hektar, hvilket er det samme som en kvadratkilometer.

- Generelt har jeg ikke noget imod vedvarende energi, men jeg har noget imod, at man placerer det i et helt sogn, hvor der bor så mange mennesker rundt omkring, siger Preben Juhl.

Han og naboerne håber, at de kan overtale politikerne sig til at sige nej til projektet i Finderup.

Blot én af mange

Ansøgningen fra Finderup er blot en af mange. Ringkøbing-Skjern Kommune har modtaget ansøgninger om parker, der kan dække 2.000 hektar. Politikerene regner med, at de i første omgang vil give grønt lys til det halve.

- Det er også rigtig mange hektar, men du skal huske på, at vi er landet største kommune, og vi har rigtigt meget land. Jeg tror godt, at vi kan indpasse 1.000, og hvis det er det, vi vil, 2.000 hektar i vores kommune, siger John G. Christensen, der er formand for Teknik & Miljø, Soc. dem., i Ringkøbing-Skjern Kommune.

I Ringkøbing-Skjern Kommune er det ikke alle politikere, der er lige begejstret for solcelleparkernes hurtige udbredelse.

- Jeg frygter, at vi får lidt den samme proces, som da vi satte vindmøller op, hvor det udelukkende var projektmagerne, der bestemte, hvor de der vindmøller skulle stå, siger Niels Rasmussen, der er byrådsmedlem for SF i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Solceller kan skabe splid

Niels Rasmussen efterlyser en overordnet plan og understreger, at det er meget vigtigt, at naboerne bliver inddraget i processen - ellers bliver modstanden alt for stor.

- Så får vi ikke opbakning i lokalbefolkningen til at have de tekniske anlæg, og allerede med vindmøllerne har det skabt en splid i lokalbefolknngen rundt omkring, og jeg vil være meget ked af, hvis det kommer til at ske med solcellerne også, siger Niels Rasmussen.

Ringkøbing-Skjern Kommune er ikke det eneste sted, hvor solcelleparker skyder op. Viborg Kommune har ansøgninger om 350 hektar, Lemvig om 400 hektar og Herning om 550 hektar.

Forklaringen er blandt andet, at solenergi er blevet konkurrencedygtig, og at mange landmænd kan tjene gode penge på at leje jorden ud. 

Ringkøbing-Skjern Kommunes Teknik- og Miljøudvalg behandler de første solcelleparkansøgninger om en måneds tid.