Politi: Nu er storbrand og kemikalieudslip i Hvide Sande under kontrol

Beredskab arbejder fortsat ved branden og det kemiske udslip.

Billedet her er taget fra en af Forsvarets helikoptere, der torsdag assisterede ved branden. Vandet er farvet af farlige kemikalier.
Billedet her er taget fra en af Forsvarets helikoptere, der torsdag assisterede ved branden. Vandet er farvet af farlige kemikalier.
Foto: Forsvaret

Efter mere end halvandet døgn har beredskabet nu fået kontrol med flammerne og kemikalierne ved storbranden i Hvide Sande, der brød ud ved lakseproducenten Atlantic Sapphire onsdag aften. 

Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse fredag. 

- Branden er under kontrol, men der sker stadig en del efterslukning på stedet, skriver politiet. 

I skrivende stund er det fortsat uvist, hvordan branden opstod, men sikkert er det, at laksefabrikken er blevet raseret af branden, mens farlige kemikalier har fundet vej til fjorden. 

Op mod 300.000 laks mistede livet i forbindelse med branden.
Op mod 300.000 laks mistede livet i forbindelse med branden.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

- Der er lagt blod, sved og tårer i anlægget her i Hvide Sande. Det er mange års hårdt arbejde og store værdier og fisk, der er døde. At arbejde med dyr kræver en stor ansvarsfølelse, så det er hårdt, lød det torsdag fra direktør Thue Holm.

Han vurderer, at 300.000 eller omkring 95 procent af fabrikkens laks er omkommet i forbindelse med branden. Det skyldes blandt andet, at man lukkede for ilten for at få kontrol med flammerne. 

Kemisk udslip sendte surfere op ad vandet

I forbindelse med branden er det farlige stof jernklorid løbet ud i Ringkøbing Fjord. 

Derfor valgte politiet torsdag eftermiddag at gene surfere op ad vandet, da stoffet er giftigt.

Nu har nye undersøgelser vist, hvor meget forureningen har bredt sig. Derfor har politiet nu valgt at indskrænke det område, hvor man ikke bør være i vandet. 

- Stoffet farver vandet rødt og kan give skader på huden og i værste tilfælde åndenød, skriver politiet. 

Frem til mandag 20. september klokken 12.00 frarådes ophold i Ringkøbing Fjord fra Langsand til Beddingsvej og 1000 meter ud fra kysten, oplyser politiet. 

Det er stadig muligt at færdes i Hvide Sande og ved Fjorden. Dog gør politiet opmærksom på, at man skal respektere eventuelle afspærringer. 

2:31
TV MIDTVEST var torsdag forbi Hvide Sande.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST