Ove fik sit livs kørebajer som ung – nu sælger han Hancock fra egen stald i Lem
Ove Korsdal Nielsen har altid været vild med Hancock fra Skive. Derfor har han de seneste tre år solgt bryggeriets drikke fra sin stald i Lem.
I en gammel stald for enden af en lang grusvej i Lem syd for Ringkøbing sælger Ove Korsdal Nielsen sodavand og øl. Det er en livslang kærlighed til de brusende dråber fra Hancock i Skive, der har fået ham til at starte sit eget depot.
- Hancock-øl var sådan en rigtig kørebajer, når os unge knægte skulle til bal i Højmark, siger han.
Det hele begyndte med tre fadølsanlæg til udlejning i marts 2017, og siden er butikken blevet udvidet med yderligere 20 anlæg. På trods af corona og aflyste fester tegner det til, at 2020 bliver et rekordår for Ove Korsdal Nielsen, der indtil videre har kørt cirka 25.000 liter fadøl ud ad porten i år.
- Det ser ud til, at der er basis for at have sådan en lille gesjæft her, siger han med et smil på læben.
På Hancock Bryggerierne i Skive er indehaver Peter Strange Nielsen godt tilfreds med depotmanden i Lem. Bryghuset har i alt 18 depoter fordelt rundt i landet, og de værdsætter at have folk som Ove Korsdal Nielsen til at sælge deres produkter.
- Vi prøver med djævlens vold og magt at putte så meget Hancock-blod i årene på de depotfolk, vi har rundt om i landet, og de gør det rigtig godt, siger Peter Strange Nielsen.
For Ove Korsdal Nielsen er det langt fra djævelskab, han forbinder med skibonitternes bryggeri. Han mener nærmere, at Hancocks drikke har guddommelig status.
- Rundt i de små landsogne og landsbyer har man valgt at placere kirken på det højeste punkt, men i Skive har man valgt at lægge bryggeriet på det højeste punkt, så det kan kun være en gudedrik, siger han.
Selvom han er fyldt 66 år og godt kunne melde sig ud af arbejdsmarkedet, så har det ingen interesse. Han er ikke i tvivl om, at han vil blive ved med at sælge øl og sodavand langt ind i fremtiden.
- Lige så længe, jeg overhovedet kan, siger han.
Når han en dag alligevel bliver for træt, som han selv udtrykker det, så er hans datter og svigersøn klar til at tage over.