Kommen Sie nach Dänemark? Kommune vil lokke tysk arbejdskraft over grænsen

Kommer I til Danmark? Sådan lyder det på tysk fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der satser på at lokke folk syd for grænsen til det vestjyske for at løse akut mangel på arbejdskraft.

2:42
Familien her er nogle af de tyskere, der allerede har slået sig ned i det vestjyske.
Foto: Lars Lauridsen, TV MIDTVEST

Hun er uddannet pædagog, han er klejnsmed. Før boede de i Tyskland, men for to år siden flyttede de til en gård i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Simone og Einar Thorsen har både grise, heste og masser af plads i Holmsland. Noget, der havde været umuligt i deres hjemland.

- Huspriserne er så høje i Tyskland, en lejlighed med to-tre værelser koster 3,5 million, siger Simone Schray Thorsen på flydende dansk.

Parret er nogle af de 421 tyske statsborgere i kommunen, som borgmesteren gerne så flere af. Og netop sprogbarrieren betyder mindre, end når for eksempel østeuropæere rykker til Vestjylland for at arbejde.

- Derfor er de jo interessante. Tyskland er vores naboer, så det vil være en endnu nemmere opgave, når vi taler integration, siger borgmester Hans Østergaard (V).

Vil ikke flytte tilbage

I sidste uge holdt kommunen en videokonference med små 50 deltagere. Målet var at få besat nogle af de mest akutte ledige stillinger indenfor social- og sundhedssektoren.

Kommunen har en af landets laveste arbejdsløshedsprocenter på 1,6 procent, og stillinger i mange brancher slås derfor op forgæves.

- Hvert andet stillingsopslag i håndværkerbranchen bliver ikke besat og i turist-, restaurations- og hotelbranchen ser det endnu værre ud, siger borgmesteren.

Simone Schray Thorsen arbejder hos Naturkraft, og er altså med til at løse i hvert fald én af de problemstillinger, når hun altså ikke lige er på barsel. Hendes mand arbejder for Vestas.

- Jeg kan godt lide den danske mentalitet, den er lidt mere afslappet. Vi vil ikke flytte tilbage, siger Simone Schray Thorsen.

De kunne godt forestille sig, at flere tyskere kunne finde på at gøre som dem - og som kommunen krydser fingre for.