Højskole for sarte sjæle med psykiske udfordringer: Eleverne kæmper mod de indre stemmers magt

For eleverne på Vostrup Højskole er tilværelsen sværere end for de fleste. Indre stemmer og diagnoser er en del af hverdagen, så her handler det om at få bedst muligt styr på livet som psykisk sårbar.

16:45
Vostrup Højskole er et botilbud for psykisk sårbare, og lige nu er 19 af 29 pladser i brug.

Der er gang i hæklenålene på Vostrup Højskole. 

Ikke fordi det er en skole for håndarbejde, men det er en af de afledemanøvrer, flere af beboerne bruger, når de indre stemmer bliver for høje og insisterende.


- Stemmerne siger, at jeg skal brænde op, og det har jeg selvfølgelig ikke lyst til, forklarer Amalie Slaikjær, der er en af 19 elever på højskolen i Vostrup.

Vostrup Højskole har eksisteret siden maj 2021, og er et botilbud for psykisk sårbare. TV MIDTVEST besøgte skolen første gang i december, hvor vi også mødte Amalie Slaikjær. Dengang hørte hun også stemmer, og havde været indlagt på en psykiatrisk afdeling, inden hun flyttede ind på højskolen.

- Jeg drømmer om engang at få uddannelse, job og familie, men på kort sigt vil jeg bare rigtig gerne have en hund, sagde Amanda Slaikjær for godt et halvt år siden.

Dengang fortalte Ditte Dam Christensen også om sine udfordringer. Hun bor også stadig på højskolen i Vostrup, og er også plaget af stemmer. Hendes arme har talrige ar efter selvskade.

Det er stemmerne, der har fået hende til det, forklarer hun. Hun forsøger at holde dem væk ved at høre musik, gå ture og hygge med de andre piger på højskolen. 

For et halvt år siden besøgte TV MIDTVEST også eleverne på Vostrup Højskole. Se eller gense besøget herunder:

11:11
På Vostrup Højskole arbejder 14 elever på at få en god og meningsfyldt tilværelse. Vi har besøgt den tidligere efterskole.

Både Ditte Dam Christensen og Amalie Slaikjær er glade for at være på højskolen og fortæller samstemmende, at de har fået det bedre, end da de ankom.

Men der er stadig mange ting at slås med. De har begge psykiatriske diagnoser, og det tager tid at lære at få et godt liv med diagnoser i bagagen.

De har for eksempel begge igen været indlagt på psykiatriske afdelinger i kortere perioder. Men på højskolen arbejder de på at få det bedre og på at lære at håndtere helt almindelige hverdags-ting.

- Det er meget forskelligt, hvilke mål de har at skulle arbejde med, men det vigtigste af alt det er, at det går fremad. Nogen får det meget bedre, andre skal lære at leve med deres sygdom resten af livet, forklarer Susanne Lund, der er leder på stedet.

I følge både leder og elever giver det en helt anden selvforståelse at være elev på en højskole med et skema, end at være beboer på et bosted. Derfor er navnet Vostrup Højskole, selvom det reelt er et bosted for psykisk sårbare.

Flere nye elever

For et halvt år siden var der 14 elever på Vostrup Højskole, men der kommer hele tiden flere til, så i dag er 19 af de 29 pladser i brug.

Cecilie Sarah Thorup kom til Vostrup i maj, og selvom hun har mange ting at slås med, er hun meget begejstret for at være her.

- Jeg synes, det giver menig. Her er nogle ting, man skal, og der er et skema med aktiviteter, jeg melder mig til. Det betyder meget for mig, forklarer Cecilie Sarah Thorup.

Hun har flere diagnoser, og har også kæmpet med en spiseforstyrrelse, men hun har ikke givet op.

- Jeg har taget første og anden G på gymnasiet og været soldat, så jeg tror på, at det måske engang kan lykkes for mig at blive ergoterapeut, siger hun.

Vostrup Højskole er drevet af OK Fonden, der udover at drive psykiatriske bosteder også driver hospice og plejehjem. Et af mottoerne er, at livet skal leves hele, så der bliver lagt stor vægt på, at skolen er et rart sted at være. Blandt andet med hyggelig indretning og lækker mad, og det bliver værdsat.

Eleverne er selv med i køkkenet, hvor kokken gerne lærer fra sig.

- Det er så hyggeligt. Jeg lærer virkelig, hvordan man kan bruge tingene, og så får vi også en masse god snak, siger Cecilie Sarah Thorup.

Men selv om det er rart at være på Vostrup, så er der ingen, der får lov at blive. Det er et midlertidigt botilbud, og derfor arbejdes der på, at eleverne kan komme videre til det, der kaldes ’et mindre indgribende tilbud.’ Og det er også det, de fleste drømmer om på sigt.

- Jeg har boet i egen lejlighed, og det vil jeg så gerne igen. Jeg drømmer om at komme til at klare mig selv, forklarer Amanda Slaikjær.

Det er kommunerne, der kan henvise til og betaler for en plads på Vostrup Højskole.