Drabssagen fra Borris: I dag falder der dom

I dag falder der dom i drabssagen, hvor to mænd er tiltalt for at have dræbt en tredje.

Dommen er forsinket på grund af coronakrisen.
Dommen er forsinket på grund af coronakrisen.

I dag skal seks nævninge og tre juridiske dommere ved Retten i Herning tage stilling til, hvorvidt to mænd på henholdsvis 33 år og 39 år skal kendes skyldige i drabet på den 47-årige Kenneth Linde Simonsen fra Tarm.

Kenneth Linde Simonsen blev fundet slået og sparket til døde i et eng- og markområde ved Borris øst for Skjern den 24. februar sidste år. 

De to mænd er tiltalt for manddrab, og det er senioranklager Linette Lysgaard, der kører sagen på vegne af politiet.

Hun går efter fængselsstraf til den ene og forvaring - altså en tidsubestemt straf - til den anden. Forvaringsdomme gives til personer, der anses for at være særligt farlige.

Uenighed om nøgenbilleder

Under sagen i Retten i Herning er det kommet frem, at det angiveligt var en uenighed omkring nøgenbilleder af en fælles kvindelig bekendt, der ledte til en række knytnæveslag på aftenen, hvor den 47-årige blev slået ihjel.

Det fortalte en af de to tiltalte i sagen, da han på første retsdag skulle i vidneskranken.

Den tiltalte 39-årige mand havde et seksuelt forhold til den kvinde, som Kenneth Linde Simonsen angiveligt havde nøgenbilleder af, og ifølge den 39-årige gjorde han den afdøde klart, at han ikke mente, at det var i orden, at afdøde viste billederne til nogen.

Under en senere druktur ved skydeterrænet i Borris ved Skjern Enge konfronterede den 39-årige igen Kenneth Linde Simonsen med nøgenbillederne, og denne gang fortalte den nu afdøde, at han aldrig havde været i besiddelse af de omtalte nøgenbilleder.

Det fik den 39-årige op i det røde felt, da han, ifølge eget udsagn, vidste, det var løgn. Derfor slog han Kenneth Linde Simonsen to-tre gange i ansigtet med knytnæveslag. Herefter fulgte den 33-årige trop og slog den dræbte ’et par gange’.

Den ene af de to tiltalte forklarede i retten, at den 39-årige og 33-årige derefter blev enige om at efterlade Kenneth Linde Simonsen i engområdet, så han kunne gå hjem til Tarm som en lærestreg. Ifølge den 39-årige stod han stadig op, da de forlod ham.

Skiftende forklaringer

De to mænd, der er tiltalt for drabet i Borris, blev varetægtsfængslet i februar sidste år, og har siden da siddet varetægtsfængslet.

Det har de, fordi politiet mener, at der er en risiko for, at de to mænd ville vanskeliggøre efterforskningen af sagen, hvis de var på fri fod. På den måde ville de have mulighed for at afstemme deres forklaringer og påvirke sagens mange vidner.

Under sagens forløb har de to adskillige gange afgivet skiftende forklaringer om hændelsesforløbet, siden de for 16 måneder siden blev anholdt.

Sagen skulle være begyndt den 14. april i år, men på grund af coronaudbruddet er den hele blevet udskudt til nu.

Der har i alt været indkaldt 37 vidner i sagen. Heriblandt politifolk, ambulancereddere, anmelder og personer, der har relationer til Kenneth Linde Simonsen og de to tiltalte.

1:59
Se indslaget her fra den første retsdag i sagen.