Bliv medejer: Snart åbner salget af aktier i vindmøllepark

Om få dage starter salget af aktier til Vesterhav Syd, men det er ikke alle og enhver, der kan købe sig ind i den vestjyske havvindmøllepark.

Borgere og fritidshus-ejere i Ringkøbing-Skjern Kommune kan snart blive medejer af Vesterhav Syd-vindmølleparken. Her ses en af de sidste sendinger af monopæle og Transition Pieces til Vesterhav Nord.
Borgere og fritidshus-ejere i Ringkøbing-Skjern Kommune kan snart blive medejer af Vesterhav Syd-vindmølleparken. Her ses en af de sidste sendinger af monopæle og Transition Pieces til Vesterhav Nord.
Foto: Lars Mikkelsen

Torsdag åbnes der for muligheden for at blive medejer af havvindmølleparken Vesterhav Syd, der skal placeres ud for Hvide Sandes kyst.

Det skriver Vattenfall, der står bag vindmølleparken, i en pressemeddelelse.

Der er i alt 156.336 aktier til salg, og de kan købes til den nette sum af 3634,75 kroner per aktie.

- Hos Vattenfall er vi virkelig glade for at kunne åbne for salget. Godt naboskab er afgørende for os, og medejerskabet giver både indflydelse og økonomisk afkast til havmølleparkens naboer, siger Arne Rahbek, der er ansvarlig for lokalt samarbejde i Vattenfall, i pressemeddelelsen.

Vattenfall forventer, at medejerne vil få forrentet sin investering med 6,8 procent før skat.

Ikke for alle og enhver

Aktierne sættes ikke til salg, så hvem som helst kan købe den. De er forbeholdt borgere i Ringkøbing-Skjern Kommune og folk, der har haft fritidshus i kommunen i mindst to år.

- Vi oplever meget stor interesse i at blive medejer af parken, så det er vigtigt for mig at få sagt, at fordelingen sker helt demokratisk, siger Arne Rahbek.

Aktierne fordeles således, at der tildeles én aktie til alle købere, hvorefter eventuelle tilbageværende aktier fordeles til borgere, der ønsker at købe mere end én aktie.

Salget af aktier til tvillingeparken Vesterhav Nord begynder i juni.