Erhvervsliv jubler: Mere vej mellem Herning og Ringkøbing er en kæmpe gevinst

Virksomheder ved Rute 15 mellem Herning og Ringkøbing jubler over udsigten til bedre vej på strækningen, som vil få stor betydning.

2:47
Ole Boye Madsen, kørselschef hos Arla Foods, glæder sig over regeringen og DF's infrastrukturaftale. Her kan du også høre reaktioner fra virksomheden Troldtekt og Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard.
Foto: Per Colstrup Vinkel, TV MIDTVEST

I over 10 år har en bredere og bedre vej på Rute 15 mellem Ringkøbing og Herning været på ønskesedlen.

Det ønske bliver nu opfyldt af regeringen og Dansk Folkeparti. Det er nemlig med i den nye infrastrukturplan, som blev præsenteret i formiddags.

- Jeg er rigtig glad, for det er noget, vi har kæmpet for i længere tid. Alt i alt er det en kæmpe gevinst, siger Ole Boye Madsen, der er kørselschef hos Arla Foods.

Helt konkret er de to partier enige om at afsætte 865 millioner kroner til en udbygning af strækningen til en såkaldt 2+1 vej.

Noget, som Arlas mejeri i Nr. Vium ved Videbæk har bakket op om i lang tid. For en ordenligt infrastruktur har stor betydning for virksomheden. 

- Det kommer til at betyde mindre trængsel for os. Det vil hjælpe vores indsamlingsbiler, vores biler med gods til og fra mejerierne, og vi kommer til at bruge mindre tid på vejene og dermed mindre brændstof, og det fører til en besparelse, siger Ole Boye Madsen.

Regeringen og Dansk Folkepartis plan for strækningen mellem Herning og Ringkøbing.
Regeringen og Dansk Folkepartis plan for strækningen mellem Herning og Ringkøbing.
Foto: Infrastrukturaftale

Sikrer arbejdskraft

En 2+1 vej vil også få betydning for bilisterne og pendlerne, og dét kommer også virksomhederne til gode.

- Vi har fire store mejerier i området, som til sammen har 1350 medarbejdere. De skal til og fra og får også glæde af det, og vi får nemmere ved at rekruttere arbejdskraft her ud til, siger Ole Boye Madsen.

Hos virksomheden Troldtekt er de heller ikke i tvivl om, at en bedre infrastruktur er nøglen til den rigtig arbejdskraft.

- Vi har oplevet en stor effekt af motorvejene, så infrastrukturen betyder utrolig meget både rent logistisk, men også i forhold til at kunne tiltrække arbejdskraft. Hvis ikke man bor inden for en overskuelig køreafstand, så kan det være en barriere for at trække medarbejdere til kommunen, siger Peer Leth, administrerende direktør i Troldtekt.

Ny vej overrasker

Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester, Hans Østergaard (V), hilser også den forbedrede vej velkommen. Men samtidig overrasker det ham, at projektet allerede skal sættes i gang i 2021.

- Jeg er overrasket over, hvordan vi er blevet prioriteret i planen. Det lå i kortene, at vi skulle være med, men slet ikke med så høj prioritering, som vi har fået. Det er jeg meget positivt overrasket over, siger han.

Borgmesteren havde selv tænkt, at asfalten i bedste fald vil være lagt ud i 2025, men står det til regeringen og Dansk Folkeparti begynder projektet altså fire år tidligere.

- I myldretiden er der meget trafik på strækningen, og der er mange tunge køretøjer, og det gør vejen noget ufremkommelig. Det her vil betyde, at vi kan fastholde nogle af de store virksomheder, vi har i området eksempelvis Arla og Vestas, som har problemer med at komme frem, siger borgmesteren.

Infrastrukturplanen er et udspil fra regeringen og DF, og da det ikke når at blive til lov før et folketingsvalg, er det ikke sikkert, at planen bliver til noget.