Forsvarer rystet over dom til dagplejemor: - Min klient er ved at miste troen på systemet

På et senere tidspunkt skal landsretten tage stilling til sagen.

3:44
Den 58-årige Ellen-Marie Linneberg Johansen skal syv år i fængsel. Hun begik så grov vold mod en blot 15 måneder gammel pige, som hun passede i gæstedagpleje i november 2019, at pigen efterfølgende døde.

Retten i Herning har mandag afsagt dom i en spektakulær sag, hvor den tidligere dagplejer Ellen-Marie Linneberg Johansen er blevet idømt syv års fængsel for at have udøvet dødsvold mod en 15-måneder gammel pige, hun havde i gæstedagpleje.

Kvindens advokat, René Knudsen, lægger ikke skjul på, at han er skuffet over udfaldet af den seks dage lange retssag. 

- Jeg havde håbet på at min klient blev frifundet. Det var en sag, hvor jeg mener, at der har været en rimelig og begrundet tvivl, lyder den umiddelbare reaktion fra advokaten, der nu vil nærlæse nævningetinget dom. 

Forsvarsadvokaten hæfter sig særligt ved de forklaringer, Retslægerådet er kommet med undervejs i sagen, der begyndte i november 2019. 

Forud for skyldskendelsen, der blev afsagt mandag middag, stod det nemlig klart, at der ikke var  noget entydigt svar på, hvornår den 15 måneder gammel pige præcist fik de skader, hun endte med at dø af i november 2019.

2:45
- Det her er bare et bump på vejen. Vi vidste det kunne ske. Næste step er så Landsretten, siger den dømte Ellen Linneberg Johansens mand Flemming Johansen.

- Hun (Ellen-Marie Linneberg Johansen, red.) er rystet. Hun var i forvejen ved at miste tilliden til systemet. Hun sidder med en fornemmelse af, at lægerne ikke ved, hvad de skal mene i sagen. Hvordan skal nævninge og dommere så vurdere sagen, lyder det fra advokaten.

Den udlægning bar skyldskendelsen ifølge René Knudsen også præg af. To ud af sagens seks nævninge og tre dommere mente nemlig ikke, at det var hævet over enhver tvivl, at Ellen-Marie Linneberg Johansen havde givet pigen de to kraniebrud, der kostede hende livet. 

- Det er en af begrundelserne for, at sagen må prøves ved Vestre Landsret, konkluderer advokaten. 

Frifundet for drab

Hos anklagemyndigheden glæder specialanklager fra Midt- og Vestjyllands Politi Pia Koudahl sig over udfaldet af retssagen. 

- Jeg er godt tilfreds og lettet over at nævningetinget har delt anklagemyndighedens opfattelse af at tiltalte var gerningsmanden, siger anklageren.

Pia Koudahl og resten af anklagemyndigheden må dog tage til efterretning, at Ellen-Marie Linneberg Johansenen ikke forsøgte at dræbe pigen med de slag eller anslag mod en fast overflade, som gæstedagplejeren gav den lille pige.

Dermed skulle de tre dommere og seks nævninge i stedet tage stilling til strafudmålingen i en sag, der nu handlede om grov vold med døden til følge under særdeles skærpende omstændigheder og ikke manddrab, som anklagemyndigheden ellers havde krævet.

Her mente Pia Koudahl, at strafferammen på 10 år skulle udnyttes og Ellen-Marie Linneberg Johansenen skulle idømmes ni års fængsel. 

Stemplet for livet

Retten mente dog, at en straf på syv år var mere passende. 

- De (dommere og nævninge, red.) har voteret for, at syv år er den rigtige straf. Det har jeg ikke nogle bemærkninger til, lyder det fra forsvareren, der efter skyldskendelsen procederede for fem til seks års fængsel. 

René Knudsen og Ellen-Marie Linneberg Johansen kunne umiddelbart efter domsafsigelsen oplyse, at sagen vil blive anket til Vestre Landsret med henblik på frifindelse.

 - Hvem kan leve med en dom for grov vold med døden til følge? Man er stemplet for livet, siger forsvarsadvokaten. 

Ellen-Marie Linneberg Johansen skal nu sidde varetægtsfængslet frem til landsrettens afgørelse.

Retten i Herning har desuden krævet, at hun betaler sagens omkostninger.

Derudover skal hun samlet set betale 282.827,78 kroner til pigens forældre.