Sygehuset i Gødstrup var til eksamen: Læger og sygeplejersker simulerede operationer

Operationsstuerne på det kommende regionshospital i Gødstrup blev fredag testet for at se, om de kunne overholde renhedsgraden, så de sikkert kan modtage patienter.

Sådan så stuen ud, da der blev udført tests i fredags.
Sådan så stuen ud, da der blev udført tests i fredags.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Det store sygehus i Gødstrup åbner efter planen først til efteråret næste år. Men der er allerede operationer i gang på stuerne.

Der bliver dog ikke skåret i patienter. Det er nemlig simulerede operationer, som kirurger og sygeplejersker havde gang i fredag. De skulle vise, om sygehuset er klar til at modtage patienter.

- Vi skulle finde ud af, om operationsstuerne overholder renhedsgraden. Hvis ikke de overholder kravene, så kan vi ikke være derinde. Så risikerer vi, at patienterne får infektioner, siger sygeplejerske Kirsten Isager-Nielsen.

Operationsstuerne skal være klar til omkring 800 operationer om ugen, når sygehuset åbner.

Stuerne skal holde sig selv rene

Teamet af en læge og flere sygeplejersker skulle igennem fire operationer. Eller rettere sagt, de skulle i hvert fald lade som om, at de udførte fire operationer. 

Uden for operationsstuen stod en nervøs mand og kiggede ind ad det lille vindue i døren. Han hedder Søren Høj Flæng og er teknisk koordinator på Regionshospitalet. Det er hans ansvar, at stuerne virker, som de skal.

- Det er en stor dag for mig, for det er det her, jeg har arbejdet hen imod i et halvt år, så jeg håber, at vi kan få målingerne i hus i dag. Operationsstuerne er jo kernen på et sygehus, fortæller Søren Høj Flæng.

På operationsstuerne er der taget en lang række tiltag, der gør at rummene holder sig selv nemmere rene, mens det også er nemmere at gøre rent for personalet. Under fredagens operationer bliver der målt for kim-tal. En test, der måler bakterier i rummet. 

Hvis testene viser et skidt resultat, så er der kun en ting at sige.

- Så er det en ommer. Som vi alle ved, har vi en dato for indflytning, og hvis testene ikke viser det rigtige resultat, så må vi gøre det om. Men vi er fortrøstningsfulde for resultatet, siger Kirsten Isager-Nielsen.

Til at hjælpe med renligheden sidder der blandt andet også filtre i loftet, der tager 99,9 procent af partiklerne, der kommer fra udeluften, så luften på operationsstuerne er rene.

Byggeriet overholder tidsplanen... lige nu

Det godt tre milliarder kroner dyre sygehus skulle efter den oprindelige plan have åbnet i 2017. Den nuværende plan siger dog, at sygehuset i Gødstrup åbner til efteråret 2021. Den tekniske koordinator regner da også med, at åbningsdatoen ikke rykker sig mere, og personalet glæder sig til, at sygehuset bliver taget i brug.

- Det kører som det skal, og vi overholder den tidsplan, der er lige nu. Det bliver en stor dag, når det åbner. Det bliver spændende at se gangene fyldt op med patienter og læger, siger Søren Høj Flæng.

- Førstehåndsindtrykket er rigtig godt. Det er store operationsstuer med god belysning og masser af plads, fortæller Kirsten Isager-Nielsen.

Alle dagens patienter overlevede operationerne, men først på mandag får sygehuset endelig svar på de prøver, der blev taget fredag.

2:28
Fredag gennemførte kirurger de første simulerede operationer for at teste, om operationsstuerne er rene nok.