Landets bedste diabetesbehandling ligger i Midtjylland

Hospitalsenhed Midt ligger helt i top, når det handler om at behandle patienter med diabetes.

Igen i år kan de to hospitaler under Hospitalsenheden Midt bryste sig at en fornem placering på en opgørelse fra fagbladet Dagens Medicin.
Igen i år kan de to hospitaler under Hospitalsenheden Midt bryste sig at en fornem placering på en opgørelse fra fagbladet Dagens Medicin.
Foto: Region Midtjylland og Sundhedsstyrelsen

Landets bedste behandling af patienter med diabetes ligger i Viborg og Silkeborg. 

Sådan lyder det i den årlige opgørelse, som fagbladet Dagens Medicin netop har offentliggjort.

- Vi er utroligt stolte over, at Hospitalsenhed Midt ligger så flot placeret i Dagens Medicins opgørelse. Det vidner om en engageret, målrettet og faglig stærk indsats fra holdene bag diabetesbehandlingen, siger lægefaglig direktør Claus Brøckner Nielsen i en pressemeddelelse fra Hospitalsenhed Midt, der driver regionshospitalerne i Viborg og Silkeborg. 

Opgørelsen er baseret på kvalitetsdata fra de danske hospitaler samt patienttilfredsheden. 

Regionshospitalet i Viborg har fået prisen som Danmarks bedste til diabetes, mens Regionshospitalet Silkeborg vinder i underkategorien Danmarks bedste til voksen-diabetes

- Niveauet af diabetesbehandling er generelt meget højt i Danmark, så at ligge i toppen blandt de allerbedste er lidt af en bedrift, fortæller den lægefaglige direktør videre.

Gjort det flere gange

Samlet set scorer Regionshospitalet i Viborg 196 point. Dårligst blandt de 14 hospitaler i opgørelsen er Nordsjællands Hospital med 177 point. 

- Diabetes er en folkesygdom med store konsekvenser for den enkelte patient, og målet for os som hospital er at give vores patienter den bedst mulige behandling. Og det viser opgørelsen og databasetallene bag den, at vi i høj grad gør – det er en kæmpe cadeau til vores dygtige medarbejdere i Diagnostisk Center, Børn og Unge og Medicinsk Afdeling, forklarer den lægefaglige direktør.

Det er langt fra første gang, at Hospitalsenheden Midt kan glæde sig over kåringen som Danmarks bedste til diabetes.

Både i 2020 og 2017 sikrede Regionshospitalet Viborg titlen som Danmarks bedste til diabetes.

Det er tredje år i streg, at Regionshospitalet i Silkeborg bliver kåret som de bedste til voksen-diabetes.