Bent H: Ministeren tager fejl

Formanden for Region Midtjylland afviser videnskabsministerens påstand om, at kommunerne er skyld i mobilhuller.

140111_Mobilmast.jpg

- Ministeren har tabt tråden.

Så kontant lyder meldingen fra formanden for Region Midtjylland, Bent Hansen, efter at videnskabsminster Charlotte Sahl-Madsen forleden gav kommunerne en del af skylden for den manglende mobildækning flere steder i Midt- og Vestjylland.

Bent Hansen og Ringkøbing-Skjerns borgmester Iver Enevoldsen havde opfordret ministeren til at gøre noget ved problemet - og i TV/MIDT-VEST understregede Charlotte Sahl-Madsen, at en del af problemet skal findes i kommunernes sagsbehandling. Det er kommunerne, der skal godkende ansøgninger om nye master.

- Jeg ved, at der er nogle kommuner, der er lidt længe om at gøre det, sagde hun.

Men Bent Hansen skyder straks ansvaret tilbage til ministeren. Regionen har lavet en rundspørge til kommunerne, og den viser, at de kommuner, der generes mest af mobilhuller, ikke har sager liggende om mobilmaster. Det gælder blandt andet Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer.

- Bolden ligger hos ministeren selv. Kun en hjælpende hånd fra staten kan sikre, at de sidste borgere og virksomheder får den mobildækning, som er nødvendig i et moderne informationssamfund, siger Bent Hansen.