Ung læge tiltalt for overgreb mod patienter: Fastholder sin forklaring i landsretten

Han lavede ikke undersøgelserne for sin egen skyld, men på grund af grundighed. Sådan lyder det fra den tiltalte 31-årige læge, der har taget plads på anklagebænken i landsretten.

Vestre Landsret danner ramme om ankesagen. I byretten blev Carlos Gaewkheo Shiralipour idømt to års fængsel for fire overgreb, men nu vil han frifindes.
Vestre Landsret danner ramme om ankesagen. I byretten blev Carlos Gaewkheo Shiralipour idømt to års fængsel for fire overgreb, men nu vil han frifindes.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Iført en hvid, højhalset bluse og med det mørke hår samlet i en knold i nakken tog den nu 31-årige Carlos Gaewkheo Shiralipour mandag plads ved siden af sin forsvarer Jan Schneider i Vestre Landsrets sal A.

Han er tiltalt for at have begået overgreb på fire forskellige kvinder på sygehuse i Viborg og Aarhus, mens han var ansat som læge.

I to af tilfældene i en sådan grad, at der er tale om voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, slog Retten i Aarhus fast i december sidste år.

Carlos Gaewkheo Shiralipour nægter dog at have forgrebet sig på de kvindelige patienter, men erkender i grove træk, at undersøgelserne har fundet sted.

- Når jeg kigger tilbage nu, så kan jeg godt se, at nogle af undersøgelserne ikke skulle have foregået, og at jeg skulle have søgt mere sparring, lyder det fra den tidligere læge.

Tiltalte: - Det var ikke for at skjule noget

I dag forklarede han i landsretten, ligesom i byretten, at han generelt ville være grundig i sit arbejde som læge. Derfor tjekkede han patienterne vidt og bredt.

- Som person er jeg den type, der ikke er bange for at tage ansvar, så jeg tog nok flere beslutninger end en gennemsnitlig yngre læge ville gøre, forklarer han.

Et fælles tema for de fire forhold, han er tiltalt for, er, at han ikke noterede noget om de vaginal-, rektal-, og brystkasseundersøgelser, han foretog, i nogle af kvindernes journaler.

- I den bedste af alle verdener, havde jeg også gjort det.

Sådan lød det adskillige gange, da han svarede på, hvorfor han ikke havde noteret, hvilke undersøgelser han lavede på de kvindelige patienter.

Det har intet at gøre med, at han ville skjule noget, fortæller han.

I december sidste år blev han af en enig domsmandsret i Retten i Aarhus kendt skyldig og idømt to års fængsel og frakendt retten til at udøve lægegerning.

Dén dom ankede han på stedet.

Nu vil de næste fire dage vise om fremtiden for den tidligere læge fra Viborg bliver bag tremmer eller ude i friheden.

Det centrale bevistema er ifølge specialanklager Susanne Holst Højberg, om tiltalte har gjort, hvad der står beskrevet i anklageskriftet.

- Og om der har været lægefaglig begrundelse, eller om han har misbrugt sin stilling som læge til at lave overgreb på kvinderne, lyder det fra senioranklageren ved Statsadvokaten i Viborg.

De fire forhold ifølge tiltalerne

Forhold 1 14. januar 2022

Carlos Gaewkheo Shiralipour førte sin hånd op under tøjet på en kvindelig patient samt befølte hendes bryst, da hun kom ind på ortopædkirurgisk afdeling i Viborg til kontrol af brækket fod og undersøgelse af et blåt mærke på benet.

Tiltalte anerkender at have undersøgt kvinden for blå mærker på mave og ryg, men afviser at have taget hende på brysterne. Han noterede ikke at have foretaget undersøgelsen i hendes journal.

Forhold 2 16. januar 2022

Carlos Gaewkheo Shiralipour lavede uden samtykke vaginal undersøgelse med sine fingre på en kvindelig patient samt befølte hendes bryster og pressede sit underliv mod hendes hånd med ord a la "kan du mærke, jeg er begejstret", da hun kom ind på ortopædkirurgisk afdeling i Viborg med skade på knæ og ankel.

Tiltalte anerkender at have undersøgt kvinden, men nægter at have lavet en vaginal undersøgelse på hende eller have sagt, hvad der står i anklageskriftet. Han fortæller, at han lavede en rektalundersøgelse og en brystundersøgelse på hende. Disse blev ikke journalført.

Forhold 3 20. januar 2022

Carlos Gaewkheo Shiralipour førte sin hånd ind under tøjet på en kvindelig patient samt befølte og klemte hårdt på hendes bryster, da hun kom ind på ortopædkirurgisk afdeling i Viborg med en skade på albuen.

Tiltalte anerkender at have lavet en brystundersøgelse på kvinden, men nægter at have taget hende på brysterne. I hendes journal noterer han ikke at have foretaget undersøgelsen.

Forhold 4 20. marts 2022

Carlos Gaewkheo Shiralipour foretog uden samtykke vaginal- og rektalundersøgelse med sine fingre på en kvindelig patient samt befølte og hev i hendes brystvorter, da hun var indlagt med influenza på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Tiltalte anerkender at have lavet en brystundersøgelse på kvinden, men nægter at have hevet i hendes brystvorter. Han anerkender også at have lavet både vaginal- og rektalundersøgelse på hende. Han skriver ikke noget om undersøgelserne i hendes journal.

Specialanklager Susanne Holst Højberg startede med at stille spørgsmål, da den tiltalte satte sig i stolen midt i rummet for at svare på spørgsmål til de fire forhold i anklageskriftet.

Ved første forhold afviste han gang på gang at have gjort, hvad der står i anklageskriftet: At have befølt hendes bryster, da hun skulle til kontrol med en brækket fod og undersøgelser af et blåt mærke på benet.

Har du klemt om hendes bryst, spørger anklageren.

- Nej, det kan jeg slet ikke genkende.

Har du berørt hendes bryst, spørger anklageren.

- Nej, umiddelbart heller ikke. Jeg kan ikke afvise, at jeg har strejfet hendes brystkasse.

Han taler højt og tydeligt og bruger armene undervejs, mens han taler i lange sætninger og bevæger sig rundt i stolen. En enkelt gang rejser han sig op for at vise, hvad han mener. Flere gange må anklageren afbryde ham for at stille det samme spørgsmål igen.

Har du mærket på hendes bryster, spørger anklageren.

- Nej, det har jeg ikke, men jeg trykker på huden i området, og så kan jeg ikke afvise, at jeg måske har strejfet hendes bryst.

Fra én til fire sager

Den nu 31-årige mand blev uddannet læge i sommeren 2021, hvorefter han arbejdede på Viborg Sygehus og Aarhus Universitetshospital.

Virket som læge fik dog en brat afslutning i marts sidste år.

Her var en ung kvinde indlagt med influenza i Skejby, og mens hun lå i isolation, kom den unge læge og undersøgte hende på en måde, der bagefter fik hende til at kontakte en bagvagt og fortælle om sin oplevelse. 

Det har hun fortalt anonymt til TV 2 ØSTJYLLAND.

Lægen har forklaret, at han ville undersøge hende fra "top til tå" for at lave en revurdering af hendes tilstand.

Men det viste sig, at manden slet ikke var ansat på den pågældende afdeling. 

Egentlig havde han også fået fri på det pågældende tidspunkt. Derudover noterede han heller ikke undersøgelserne i patientens journal.

Ifølge tiltalen havde han altså stadig befundet sig på kvindens stue, hvor han havde undersøgt hende både vaginalt og rektalt samt befølt hendes bryster. Alt sammen fordi han mente, at der var ting, der krævede en ekstra vurdering.

- Jeg gør intet for min egen skyld, men for patienternes bedste, sagde han i Vestre Landsret i dag.

Episoden førte til anholdelse af den unge læge, og sidenhen er antallet af episoder vokset fra én til fire. 

Han blev i byretten kendt skyldig i dem alle og mistede retten til at udøve sin lægegerning.

Nu vil han frifindes, mens anklagemyndigheden går efter en højere straf end de to års fængsel, han i december 2022 blev idømt.

Der forventes dom i sagen torsdag.