Voldtægtsdømt læge må ikke skade tilliden, mener direktør

Det var helt uventet og afvigende fra normalen, at en 30-årig læge misbrugte sin stilling til at begå overgreb på kvindelige patienter, lyder det fra lægefaglig direktør.

Overgrebene fandt sted på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Viborg.
Overgrebene fandt sted på Aarhus Universitetshospital og Regionshospitalet Viborg.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der er ingen grund til at miste tilliden til lægestanden, lyder det fra Claus Thomsen, der er lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.

Meldingen kommer på baggrund af den alvorlige sag om den 30-årige læge Carlos Gaewkheo Shiralipour, der den seneste uge har siddet på anklagebænken i retten i Aarhus.

Fredag faldt der dom i sagen, og byretten har fundet ham skyldig i blandt andet voldtægt og misbrug af sit hverv på Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitetshospital.

Til TV2 ØSTJYLLAND fortæller den lægefaglige direktør, at han aldrig har oplevet noget lignende, og at sagen naturligvis giver anledning til at gennemgå de procedurer, der er på hospitalet.

- Vi sætter os sammen med dem, der har vidnet i sagen og regionens jurister til januar, for at gennemgå om der er dukket noget op i sagen, der giver anledning til ændringer hos os, siger Claus Thomsen.

En sag for sig

Han fortæller desuden, at man med uddannelsessøgende læger - som den 30-årige var - følger dem tæt i hele forløbet, ligesom der ofte er vejledende samtaler, feedback og supervision.

- Den nærhed, der er mellem ældre læger og de uddannelsessøgende, gør, at man kender dem godt, siger han.

Men det voldsomme tilfælde med den nu dømte Carlos Gaewkheo Shiralipour er en sag for sig.

Den har naturligvis fået de ansatte på Aarhus Universitetshospital til at efterrationalisere, og intet har indikeret, at den nu dømte, var i stand til at begå overgreb som tilfældet har været.

- Ingen har spekuleret i, om der gik en forbryder rundt iblandt os, fortæller Claus Thomsen.

- Vi har spurgt os selv mange gange, om vi skulle have opdaget det tidligere, men det her var helt uforudsigeligt.

Derfor er det også vigtigt for den lægefaglige direktør at understrege, at Carlos Gaewkheo Shiralipour på ingen måde repræsenterer lægestanden.

- Man kan fortsat føle sig sikker og have tillid til den læge, der kommer ind til en, når man lægger sit liv og helbred i deres hænder.

Den 30-årige læge er blevet idømt to års fængsel, og han har fået frataget retten til at udøve lægegerningen indtil videre. Han har dog valgt at anke dommen i håbet om, at landsretten vil frifinde ham.