Ung læge tiltalt for fire overgreb på patienter: I dag skal han i retten

En 30-årig mand tager i dag plads på anklagebænken i Retten i Aarhus. Han er tiltalt i en usædvanlig sag om overgreb på patienter.

Tre af de fire overgreb, lægen er tiltalt for, skulle have fundet sted på Regionshospitalet i Viborg.
Tre af de fire overgreb, lægen er tiltalt for, skulle have fundet sted på Regionshospitalet i Viborg.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Han har tilsidesat sine faglige forpligtelser på det groveste og misbrugt sin stilling. Endda adskillige gange.

Sådan ser i hvert fald Østjyllands Politi på sagen, og derfor sidder en 30-årig mandlig læge i dag på anklagebænken ved Retten i Aarhus. 

Han er tiltalt for i fire tilfælde at have misbrugt sin stilling som læge til at blufærdighedskrænke patienter - i to af tilfældene i en sådan grad, at politiet mener, at han er skyldig i voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje.

Vaginalundersøgelse på influenza-patient

Sagen mod lægen begyndte i marts 2022 efter en episode på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Her var en ung kvinde indlagt med influenza og høj feber, og mens hun lå i isolation, kom en læge og undersøgte hende på en måde, der bagefter fik hende til at kontakte en bagvagt og fortælle om sin oplevelse. 

Det har kvinden tidligere fortalt anonymt til Aarhus Stiftstidende.

Det viste sig ifølge kvinden, at manden slet ikke var ansat på den pågældende afdeling, men en anden på hospitalet, og at han slet ikke havde vagt. Alligevel havde han altså, ifølge tiltalen, været på hendes stue, hvor han havde undersøgt kvinden både vaginalt og rektalt samt befølt hendes bryster og hevet i hendes brystevorter.

Den episode førte til anholdelse af den unge læge, og sidenhen er antallet af episoder, hvor lægen nu er tiltalt for at have misbrugt sin stilling og tilsidesat sine faglige forpligtelser på det groveste vokset fra én til fire.

Tre tidligere tilfælde i Viborg

De tre øvrige tilfælde har ifølge anklageskriftet fundet sted på Regionshospitalet i Viborg i januar måned, mens lægen var ansat på ortopædkirurgisk afdeling.

Tre gange på under en uge er manden tiltalt for at have befølt patienter på brysterne samt at have udført en vaginal undersøgelse på en kvinde, der kom ind på afdelingen med skade på knæ og ankel. 

De tilfælde er kommet frem, efter den første episode fra AUH i Skejby blev kendt. 

Retssagen begynder klokken 9 ved Retten i Aarhus. Her skal den unge læge selv afgive forklaring og komme med sin version af, hvad der er sket. 

Der ventes at falde dom den 21. december efter i alt fire retsdage.