Direktør på robot-virksomhed i vækst: Veje er vigtigere herude end offentlig transport

Det er ikke bedre offentlig transport, direktøren på robot-virksomheden Bila drømmer mest om. For en industrivirksomhed på Mors i vækst er udvidelse af vejnettet vigtigere end investeringer i offentlig transport.

Per Bech Rasmussen er direktør i Bila Automation på Mors.
Per Bech Rasmussen er direktør i Bila Automation på Mors.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Robotfabrikken Bila Automation ligger cirka midt på Mors. Langt fra større byer og motorveje. 

Virksomheden laver automatiseringsløsninger - robotter - til produktionsindustrien i ud- og indland, hvor den de senere år har nydt stor og stigende succes. Bila vokser hurtigt og den årlige omsætning nærmer sig en milliard.

Men det er ifølge direktør Per Bech Rasmussen hverken lykkes på grund af solid infrastruktur rundt om hovedsædet på Mors eller gode muligheder med offentlig transport for virksomhedens medarbejdere.    

- Som I kan se, så er der næsten altid total fyldt. Der kommer cirka 250 medarbejdere til Mors her hver dag, og de kommer i bil én og én, siger  Bila Automations administrerende direktør, Per Bech Rasmussen, og peger rundt på den godt fyldte parkeringsplads ved virksomhedens hovedsæde.

I denne uge ser TV MIDTVEST i en nyhedsserie nærmere på den offentlige transport i landsdelen, men den offentlige transport - eller manglen på samme, er ikke noget, der fylder en hel masse for Bila-direktøren.  

Han ser ikke nye store investeringer i offentlig transport som afgørende for, at virksomheden kan blive ved med at vokse.     

- Der er ingen offentlig transport her. Når folk snakker om, at man kan bruge offentlig transport her, så siger de, at det kan ikke lade sig gøre. Hverken internt eller eksternt. Det er Mors afskåret fra, mener direktøren.

Det er en udvidelse af strækningen her, der har Bila-direktørens fokus. Han tror ikke på offentlig transport vil kunne være en løsning, der gør det lettere for virksomheden at eksistere på Mors.
Det er en udvidelse af strækningen her, der har Bila-direktørens fokus. Han tror ikke på offentlig transport vil kunne være en løsning, der gør det lettere for virksomheden at eksistere på Mors.

Burde man så investere i den offentlige transport?

- Jeg er nok gået på pension den dag, der kommer offentlig transport til Mors. Det tror jeg ikke, vi når. Og jeg tror også, at virksomheden er død inden. 

- Vi skal have mennesker til Mors. De kommer i bil. Vi har en indfaldsvej til Mors og det er A26. Det er dér, flaskehalsen er. Det er svært at komme igennem. I morgentrafikken bruger man måske 35-40 minutter på at køre 30 kilometer, og det er en irritationsfaktor for mange, siger han. 

Men hvordan kan det egentlig være, du har givet op på offentlig transport? 

- Det er bare en naturlig konsekvens af, at man aldrig har set det. Hvor lang tid tror du, det tager at lave en togbane til Mors, spørger han med et stort grin.

- Jeg har aldrig set en på tegnebrættet. 

- Man kunne måske øge den offentlige transport til Thy og så gå den vej, men det ser jo kun ud til at gå den anden vej på offentlig transport. 

Hvad er så vigtigst for Jer?

- Det vigtigste for os er, at man udvider Rute A26 og måske ned til Herning Rute 34. Vi er alt for langt væk fra motorvejsnettet. Vi har afdelinger ni forskellige steder i Danmark. Vi ligger og kører igennem flaksehalsen hele tiden og bruger vores tid der, i stedet for at bruge tiden ved kunderne eller i vores afdeling. 

- Og vores medarbejdere bruger alt for meget tid i bilen og finder det måske også som en barriere for at blive ansat på Mors.

- Der kører 9.500 biler fra Skive til Mors hver dag, det er simpelthen for hård belastning.  

Han fortæller, at virksomheden i forvejen har løst problemet ved at oprette afdelinger rundt omkring i landet. Det var ikke realistisk at have så stor vækst, som virksomheden har tilkæmpet sig, hvis nye medarbejdere alle sammen skulle trækkes til Mors. 

Men I har vel også en interesse i at holder på det, I har her på Mors - altså hvad tænker du om fremtiden her?

- Jeg kan helt klart sige, at Bila bliver liggende på Mors og vil også i fremtiden have hovedsæde på Mors. Der er så meget DNA i virksomheden, og vi har så mange gode medarbejdere fra det her område, så det vil vi blive ved med at udvikle. 

- Offentlig transport? Tja. Hvis der kørte tog fra Skive, så ville det da hjælpe, men jeg tror bare, at der er lange udsigter for at få den offentlige togtransport til Mors. 

- Overordnet vil jeg godt sige, at der er sund fornuft i at udvikle den offentlige transport. Men inden vi får lavet offentlig transport på den her side af Danmark, er vi jo langt henne i 2040. Jeg tror, man skal prioritere at udvikle den de steder, hvor der er mange mennesker. Herude er man nødt til at tilkoble Danmark med veje, siger Per Bech Rasmussen.