Ti kritiserede embedsmænd fra minksag arbejder videre

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er ikke færdig med sin vurdering, og derfor arbejder embedsmænd videre.

Mette Frederiksen siger efter et møde i Granskningsudvalget, at der endnu ikke er taget nogen beslutninger om ansættelsesforholdet for de ti ledende embedsmænd, der blev kritiseret af Minkkommissionen. Det er ifølge statsministeren, fordi Medarbejder- og Kompetencestyrelsen endnu ikke er kommet med sin rådgivning til de involverede ministre.
Mette Frederiksen siger efter et møde i Granskningsudvalget, at der endnu ikke er taget nogen beslutninger om ansættelsesforholdet for de ti ledende embedsmænd, der blev kritiseret af Minkkommissionen. Det er ifølge statsministeren, fordi Medarbejder- og Kompetencestyrelsen endnu ikke er kommet med sin rådgivning til de involverede ministre.
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Statsministeriet og de øvrige involverede ministerier har endnu ikke afgjort, hvad der skal ske med de ti ledende embedsmænd, som fik kritik af Minkkommissionen i juni.

Det fortæller statsminister Mette Frederiksen (S) til fremmødte journalister torsdag eftermiddag. Lige inden var hun til møde i Granskningsudvalget, der spurgte ind til de fortsatte ansættelsesforhold.

- Der er et ansættelsesretligt spor, som er blevet igangsat, hvor de involverede ministre bliver rådgivet af Medarbejder- og Kompetencestyrelsen. Vi har ikke modtaget den rådgivning endnu, siger Mette Frederiksen.

- I forhold til en umiddelbar hjemsendelse af Barbara Bertelsen (departementschef i Statsministeriet, red.) så er det, når alt kommer til alt, et tillidsspørgsmål, siger hun og tilføjer:

- Jeg har tillid til departementschefen i Statsministeriet, ligesom jeg i øvrigt har til alle embedsmænd, der er ansat af staten.

Medarbejder- og Kompetencestyrelsen er et rådgivende organ, som regeringen har valgt at benytte sig af. Styrelsen kan altså komme med sine råd omkring ansættelsesforholdene, men det er de enkelte ministre, der har medarbejderansvaret for deres embedsmænd.

Der er endnu ingen dato for, hvornår styrelsen vil komme med sine råd.

Det har mødt kritik fra flere sider i Folketinget, at de ti embedsmænd har fået lov at arbejde videre.

I sin beretning fra den 30. juni vurderede Minkkommissionen, at der er grundlag for, at de ti ledende embedsmænd kan drages til ansvar for deres rolle i sagen. Heriblandt statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen.

Embedsmændene spillede altså en rolle i forløbet omkring aflivningen af alle mink i Danmark i 2020. Det skete, selvom der ikke var et lovgrundlag. Kommissionen vurderede, at embedsmændene ikke gjorde nok for at belyse, at der manglende lovgrundlag for at aflive alle mink.

Spørgsmål: Burde du ikke have mere respekt for Minkkommissionens kritik af embedsmændene?

- Jeg tror, det er vigtigt at sige, at man ikke kan omsætte spørgsmålet om hjemsendelse til en respekt for kommissionens arbejde, siger Mette Frederiksen.

- Vi tager beretningen til efterretning, og vi tager det alvorligt. Der kører et ansættelsesretligt spor nu, og der er det vigtigt, at regeringen bliver rådgivet korrekt, siger hun.