Vestas afslutter 2015 med finsk ordre på 34 vindmøller

En kunde i Finland har bestilt 34 vindmøller fra Vestas, som runder året af med ordre-slutspurt.

Vestas runder 2015 af med flot slutspurt i ordre-tilgang.
Vestas runder 2015 af med flot slutspurt i ordre-tilgang.

Den danske vindmøllegigant Vestas har sat noget af en slutspurt ind i de sidste dage af 2015 med flere nye ordrer i bogen. 

På årets næstsidste dag meddeler Vestas, at selskabet har modtaget en ordre i Finland på 34 møller med en samlet kapacitet på 117 megawatt (MW). Ordren er afgivet af EPV Tuulivoima Oy til projektet Metsälä, oplyser Vestas onsdag.

Kontrakten omfatter levering, installation og idriftsættelse af vindmøllerne samt en tiårig serviceaftale. Leveringen af møllerne ventes påbegyndt i 2017.

Den finske bestilling kommer i kølvandet på flere gode nyheder fra Vestas i årets sidste dage. 

Tirsdag kunne Vestas således offentliggøre en ordre til Grækenland - til Elliniki Technodomiki Anemos - på 12 møller med en samlet kapacitet på 40 megawatt.

Samtidig kunne Vestas tirsdag også offentliggøre en ordre fra energiselskabet Hanas Group i Kina på 25 vindmøller på samlet 50 MW.

Vestas har med den finske ordre i bagagen nået en ordreindgang i år på samlet 7933 megawatt. 

Dertil kommer eventuelle yderligere ordrer onsdag og torsdag samt de uannoncerede ordrer for fjerde kvartal, som først offentliggøres ved årsregnskabet i februar.