Travlhed hos kafferisterier: På et år har danskerne købt kaffebønner for to milliarder kroner

Danskerne elsker kaffe, og gennem de seneste år er det især hele kaffebønner, der er blevet solgt som aldrig før.

Bjørn Toft Mathiesen ejer sit eget mikro-kafferisteri i Ulfborg.
Bjørn Toft Mathiesen ejer sit eget mikro-kafferisteri i Ulfborg.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup TV MIDTVEST

"Kan jeg byde på en kop kaffe?" Det er en sætning, de fleste formentlig har hørt rigtig mange gange rundt. Det er heller ikke så mærkeligt, for vi danskere er faktisk nogle af dem, der drikker mest kaffe i verden, og sidste år resulterede det i, at vi tilsammen fik sat 4,2 milliarder kopper kaffe til livs.

Det midt- og vestjyske er bestemt ikke nogen undtagelse, og her i landsdelen kan vi faktisk prale med at være indehaver af en decideret kafferekord. En analyse fra Coop Danmark viser nemlig, at vi drikker 15 procent mere aftenkaffe end gennemsnittet.

Samtidig viser en anden analyse, at salget af hele kaffebønner er steget med 17 procent i år, og det kan mærkes rundt omkring hos landsdelens små mikro-kafferisterier. Det gælder blandt andet for Bjørn Toft Mathiesen, der ejer Hedekaffe i Ulfborg Kirkeby, for han har på tre år mere end tredoblet sit salg. 

- Folk vil det her kvalitet. De er trætte af det traditionelle, som man finder i supermarkeder, fortæller han.

Kaffebønner for to milliarder kroner

Sidste år købte danskerne kaffebønner for omkring to milliarder kroner, og kafferisteren fra Ulfborg er ikke den eneste, der har oplevet et ændret forbrugsmønster blandt kunderne. Det fortæller Klaus Thomsen, der er barista-verdensmester og medstifter af Coffee Collective i København.

- Det er blevet en ting, som folk nyder som en del af deres selvforkælelse, lyder det fra ham. 

Udviklingen har også givet nye håbefulde kaffe-entusiaster mulighed for at prøve kræfter med branchen. Mikro-kafferisterier er de seneste år poppet op i mange provinsbyer, og ét af dem ligger i Herning.

Her er det to venner, der har startet deres eget kafferisteri, der sælger kaffebønner primært over internettet.

- Drømmen er jo helt sikkert at prøve at gøre ens passion til en levevej. Vi håber selvfølgelig på at lave noget, vi synes, er sjovt, men der er selvfølgelig også noget forretning i det, fortæller Anders Pagh, der er medejer af Ideal Kafferisteri i Herning.

Anders Pagh (tv.) og Sebastian Andersen (th.) har startet deres eget mikro-kafferisteri i Herning.
Anders Pagh (tv.) og Sebastian Andersen (th.) har startet deres eget mikro-kafferisteri i Herning.
Foto: Lasse Hagelund Uttrup TV MIDTVEST