Tidligere Skjern-dreng spiller snart i grønt igen

Hans far er en klublegende i Skjern Håndbold. Næste år vender han selv hjem til barndomsklubben.

Emil Bergholt tørner ud for Skjern Håndbold igen fra næste sommer.
Emil Bergholt tørner ud for Skjern Håndbold igen fra næste sommer.
Foto: Skjern Håndbold

En rigtig Skjern-dreng vender fra sommeren 2021 hjem til det vestjyske, når 22-årige Emil Bergholt igen trækker den grønne trøje over hovedet. Det har klubben offentliggjort i en pressemeddelelse. 

I 2017 sagde Emil Bergholt farvel til barndomsklubben Skjern Håndbold for at drage mod først TM Tønder og dernæst Mors-Thy Håndbold.

Men nu er det tid til at vende snuden hjem, og det glæder stregspilleren sig til.

- Jeg er Skjern-dreng helt ind til benet. Siden vi sagde på gensyn tilbage i 2017, har jeg fastholdt kontakten med klubben, og da muligheden bød sig til næste sommer, så var jeg af flere årsager ikke et sekund i tvivl, siger Emil Bergholt til klubbens hjemmeside.

Da Emil Bergholt forlod Skjern Håndbold i 2017, var han to år forinden blevet kåret til årets talent i klubben, hvor han har tilbragt de første 10 år af sin ungdoms- og seniorkarriere. 

Men dengang var kampen om pladsen på stregen hård, og Emil Bergholt måtte kæmpe om spilletid med profilerne Thomas Klitgaard og Bjarte Myrhol.

Nu har han så været i andre klubber, hvor han senest har gjort så god en figur i Mors-Thy, at han er blevet kåret som sæsonens bedste spiller.

- Timingen er perfekt for mig. Jeg har udviklet mig enormt i Tønder og på Mors, og fået tildelt store roller og meget ansvar. Derfor er jeg i en helt anden forfatning, end da jeg forlod Skjern tilbage i 2017.

- Jeg er på et niveau håndboldmæssigt nu, hvor jeg føler, at jeg kan byde ind, tage et stort ansvar og bidrage i en topklub som Skjern. Hvor stor rollen bliver, er op til mig selv at indfri, siger Emil Bergholt i pressemeddelelsen.

Han har underskrevet en kontrakt frem til sommeren 2024.

Kærlighed til Skjern ligger til familien

Bestyrelsesformand Carsten Thygesen glæder sig også over, at ét af klubbens egne talenter vender retur.

- Siden vi tog afsked med Emil, så har vi holdt et skarpt øje med ham. Han besidder alle de værdier, som Skjern Håndbold står inde for – og som han selv siger, så har hans udvikling kun gået én vej.

- Derfor glæder vi os til – og er stolte over – at ét af vores egne talenter næste sommer skal trække nummer 14 over hovedet igen, siger Carsten Thygesen.

Emil Bergholt har ikke sin forkærlighed for Skjern Håndbold fra fremmede. Hans far, Henrik Bergholt, er med over 350 førsteholdskampe og en række titler på cv'et som eksempelvis dansk mester og pokalvinder, en stor del af Skjern Håndbolds historie. 

2:05
Vi har tidligere tegnet et miniportræt af Emil Bergholt, da han som 17-årig fik spilletid mod FC Porto.