Skolelukninger skyld i privatskolernes fremmarch

Skolelukninger er en del af årsagen til privatskolernes fremmarch. Det slår en ny analyse for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fast.

- Tallene tyder på, at privatskoler i de tyndest befolkede områder bliver oprettet i takt med, at folkeskolerne lukker, siger Mie Dalskov Pihl til avisen Danmark.      Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Tænketanken har undersøgt, hvor de 16.850 elever, hvis skole lukkede i perioden 2008-2014, gik i skole et år efter. I gennemsnit gik knap 15 procent på en privat- eller friskole. Men der er stor forskel på, om skolen lukker i en større by eller i et tyndt befolket område, skriver avisen Danmark.

Således var det 24 procent af de lukkeramte elever, der overgik til privatskole i de tyndest befolkede områder af Danmark, mens det i de tættest befolkede områder var 3,5 procent.

Jeg er overrasket over, hvor stærke de her tendenser er. Det, vi ser her, er ikke et storbyfænomen, det er i høj grad en udvikling, der er sket i landområderne de sidste år

Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

- Jeg er overrasket over, hvor stærke de her tendenser er. Det, vi ser her, er ikke et storbyfænomen, det er i høj grad en udvikling, der er sket i landområderne de sidste år, siger chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Mie Dalskov Pihl til avisen.

Problematisk udvikling

Tænketanken mener, at tallene er en konsekvens af det, den kalder "en voldsom centralisering" af folkeskolerne.
- I mange små byer har folkeskolen været byens bastion eller livsnerve. Når den lukker, kan der ske det, at børnene bliver suget hen til en større folkeskole i en anden by, starter i en allerede eksisterende privatskole, eller at der oprettes en privatskole. Tallene tyder på, at privatskoler i de tyndest befolkede områder bliver oprettet i takt med, at folkeskolerne lukker, siger Mie Dalskov Pihl til avisen Danmark.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd mener, at den store tilgang til privatskolerne er problematisk.

Læs også Skolelukninger i Holstebro

- Kommunerne skal være opmærksomme på, at når de lukker en folkeskole, er det et dødsstød til lokalsamfundet, og samtidig sender det børn over i privatskolerne. Det er ikke en styrkelse af folkeskolen, og det er ikke ligeligt fordelt, hvem der vælger privatskolerne, siger Mie Dalskov Pihl.

Læs også Flere forældre sender deres børn i privat- og friskoler

Befolkningen bliver opdelt

Tænketankens analyse viser også, at der en tendens til, at jo længere uddannelse forældrene har, desto større er andelen, der skifter til privatskole. Blandt børn med ufaglærte forældre er det 9 procent, der kommer på privatskole, når den kommunale folkeskole lukker. For børn med mindst én forælder med lang videregående uddannelse er det næsten 18 procent.

Kommunerne skal være opmærksomme på, at når de lukker en folkeskole, er det et dødsstød til lokalsamfundet

Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

- Med skolelukninger skubber man bag på tilgangen til fri- og privatskoler, som ikke alle har mulighed for at være en del af. Det forstærker udviklingen, hvor befolkningen bliver mere opdelt. Vi risikerer, at dem, der bliver tilbage i folkeskoleklasserne, er dem, der ikke har de samme muligheder, siger Mie Dalskov Pihl til avisen.

02:05

Overfyldte folkeskoler i Holstebro skaber utilfreshed hos forældre, der flytter deres børn til en af byens friskoler.

Luk video