Politi gør status efter 'travl' nat: Spirituskørsel og vold i gadebilledet

Midt- og Vestjyllands Politi har haft nok at se til natten til søndag.

Den 23-årige bilist slap fra uheldet uden skader.
Den 23-årige bilist slap fra uheldet uden skader.
Foto: Presse-fotos.dk

En blanding af spirituskørsel og vold har givet Midt- og Vestjyllands Politi en travl nat. 

- Der har været noget at se til i nat. Vi har haft travlt med noget, der er tjenestemænd værdig, forklarer Jan Nørrum, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. 

Politifolkene har blandt andet været rykket ud til et uheld tidligt søndag morgen. Her endte en 23-årig kvinde og hendes bil i et uheld i på Holstebrovej nord for Spjald. 

Kvinden slap uskadt fra uheldet, men hendes bil måtte bugseres fra stedet. I skrivende stund har politiet en mistanke om, at der har været alkohol involveret i uheldet. Derfor skal hun nu afhøres af politiet.

- Det er ren rutine, lyder det fra vagtchefen. 

Alkohol har ifølge politiet ikke kun spillet en rolle på vejene. Også i nattelivet har politiet været i aktion. 

I Holstebro fik en dørmand tildelt spark af en gæst. Vagtchefen kan ikke gå i detaljer om forløbet op til volden, men sikkert er det, at voldsmanden nu er blevet sigtet for vold og sendt tidligt hjem fra byen. 

Også i Herning viste byen sig fra sin slagkraftige side. Her endte en anden bygænger med at afslutte sin bytur tidligt, da vedkomne var voldelig. 

Slutteligt tegner Skive sig for to voldsepisoder. Her er et par 'ungersvende' nu sigtede for vold. 

Vagtchefen kan ikke oplyse, hvor gamle de er, men de to har nu fået en sigtelse hver for vold.

Vold straffes med bøde eller fængsel indtil tre år.