Kommuner tvinges til at køre langt med madaffald: - Vi synes, det er tåbeligt

Kommuner i det midt- og vestjyske må stadig køre langt med madaffald for at få det genanvendt. Det skyldes klimaplanen fra 2020.

Skive Kommune var sammen med seks andre midt- og vestjyske kommuner klar til bruge 45 millioner kroner på et nyt anlæg enten i Holstebro eller i Greenlab lidt nord for Skive, men de tanker blev bremset af klimaftalen.
Skive Kommune var sammen med seks andre midt- og vestjyske kommuner klar til bruge 45 millioner kroner på et nyt anlæg enten i Holstebro eller i Greenlab lidt nord for Skive, men de tanker blev bremset af klimaftalen.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Planen var ellers gjort klar, så midt-og vestjyske kommuner i fremtiden kunne få kortere til genanvendelsesanlæg for madaffald.

Men det satte sidste års klimaaftale på Christiansborg en stopper for.

I dag skal madaffald fra midt- og vestjyske husstande transporteres til Billund, Holsted eller Frederikshavn for at blive genanvendt til biogas.

Det forarger i de kommuner, hvor man må køre langt for at komme af med affaldet.

- Vi synes, det er tåbeligt at ligge og køre så mange kilometer med sådan nogle lastbiltræk, når vi faktisk her i Midt- og Vestjylland godt kunne etablere et anlæg og have den mængde, der skal til for at kunne afskrive et anlæg, mener Jens Peder Hedevang, Venstre, formand for Teknik- og Miljøudvalget, Skive Kommune.

Skive Kommune var sammen med seks andre midt- og vestjyske kommuner klar til bruge 45 millioner kroner på et nyt anlæg enten i Holstebro eller i Greenlab lidt nord for Skive, men de tanker blev altså bremset af klimaftalen.

- Så stort et land er Danmark jo heller ikke, skal vi huske på. Så lang en køretur er det heller ikke. Til gengæld så er der nogle rigtig store gevinster i, at vi netop får samlet de forskellige affaldsstrømme de steder, hvor man er er allerbedst til at håndtere det, hvor man kan få mest for pengene, og hvor man kan lave de mest klimarigtige løsninger, siger Anne Paulin, Socialdemokratiets klima-, energi- og forsyningsordfører.

Det var alle partier i Folketinget med undtagelse af Nye Borgerlige, der vedtog klimaaftalen.

20.000 ton køres væk

 I Skive må man foreløbigt spejde langt efter et nyt anlæg, men de har ikke opgivet håbet.

- Vi tror jo på, at der bliver behov for nogle flere anlæg, når alle kommuner i Danmark kommer til at sortere madaffald fra. Så får vi nogle ret store mængder, vurderer Jens Peder Hedevang.

De syv kommuner, der ønsker et nyt anlæg, er Struer, Holstebro, Skive, Lemvig, Morsø, Thisted og Viborg. De anslår, at de kører 20.000 tons madaffald væk om året. Hver lastbil kan køre med 30 tons, så det svarer til 667 lastbiler om året.