Knivstikkeri i Viborg - Det var tæt på at gå rigtig galt

En 31-årig mand blev natten til søndag stukket i maven foran et værtshus i Viborg.

Blå blink i mørke
Foto: Rigspolitiet

Lørdag aften er som regel lig med højt humør og feststemte mennesker i gadebilledet. På denne uges udgave af lørdagen blev den sædvanlige festlige stemning i Viborg midtby dog afbrudt brat, da en 31-årig mand blev stukket i maven med en kniv.

- Der opstod noget uorden foran et værtshus. I den forbindelse var der to mænd, der trak en kniv hver, og det endte så med, at en 31-årig mand bliver stukket i maven, fortæller Henrik Nielsen, der er vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Episoden fandt sted ude foran Bodega Sankt Hans, der ligger på St. Sankt Hans Gade i det centrale Viborg. Politi og ambulance blev tilkaldt klokken 03:41, og den 31-årige mand blev derefter kørt til Regionshospitalet i Viborg.

- Operationen er gået godt, og han er uden for livsfare. Det var dog en alvorlig situation. Det var tæt på at gå rigtig galt, fortæller vagtchefen. 

Midt- og Vestjyllands Politi har efterfølgende anholdt to lokale mænd fra Viborg på henholdsvis 26 og 34 år i forbindelse med episoden. Politiet er stadig ved at undersøge, hvad årsagen til knivstikkeriet har været.

De to mænd blev søndag fremstillet i Grundlovsforhør. Det foregik for lukkede døre, og her blev de to sigtede varetægtsfængslet i fire uger frem til den 6. marts.

Travl nat hos Midt- og Vestjyllands Politi

I det hele taget har det været en travl nat hos Midt- og Vestjyllands Politi. Udover episoden i Viborg blev der også trukket en kniv under en taxatur i Silkeborg. 

Her var det en 22-årig lokal mand, der truede en taxachauffør med kniv efter, at de to var uenige om betalingen.

- Derudover har vi haft flere voldssager, som vi er ved at danne os et overblik over. Det har været en nat på højtryk, fortæller vagtchef Henrik Nielsen.