Jonas fik kæmpebøde på vej til redningsaktion: Transportministeriet vil modernisere regler for udrykningskørsel

Transportministeriet har sat et arbejde i gang, der skal modernisere reglerne for udrykningskørsel.

3:13
Jonas Kjær fik en bøde på vej til redningsaktion på havet.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

Udrykningsbekendtgørelsen skal moderniseres. 

Sådan lyder det fra Transportministeriet. Reglerne er kommet til debat efter sagen fra Hanstholm, hvor en deltidsansat kystredder fik bøde for at køre for hurtigt i sin egen bil på vej til en udrykning. 

- Jeg tænkte, at når der er et liv på spil, så skete der ikke noget ved at køre lidt for stærkt, siger kystredder Jonas Kjær.

Det var ham, der fik en civil politibil i hælene, da han kørte på vej mod redningsaktion på havet.

Historien om kystredderen, som kørte 86 i byzone for at komme hurtigt frem, har skabt en del debat og er således nået vidt omkring. På dagen endte det med en betinget frakendelse af kørekortet og en bøde på 5.300 kroner. 

Ifølge politiet er der ingen kære mor i situationen. Heller ikke, når selv om Jonas Kjær kørte for hurtigt for at komme hurtigt frem til en redningsaktion. 

- Som reglerne er i dag, er det bare sådan, at der er ikke nogen, der er fritaget for at køre for hurtigt, fordi man bliver tilkaldt til en operation, siger chefpolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi Claus Hilborg.

- Politiet må jo ikke selv lave egen lovgivning. Vi skal jo overholde de regler, som Folketinget har vedtaget. Og her siger reglerne altså, at hvis man kører for hurtigt også i sådan en situation, så bliver man ifaldet en bøde, siger Claus Hilborg. 

Sagen har fået flere til at kræve reglerne ændret. Jonas Kjærs stationsleder er en af dem. 

- Nogle gange kommer man til at køre for stærkt, når det er en alvorlig melding. Det tror jeg, alle, der har prøvet det, kan skrive under på. Vi vil jo gerne ud at hjælpe hurtigst muligt, siger stationsleder Morten Olsen.   

Han synes ikke, man helt kan sidestille en kystredder på vej mod udrykning med andre trafikanter.

- Vi skal i og for sig også overholde reglerne. Men er det et hjertestop, så har du jo i baghovedet, at det drejer sig om minutter og sekunder, og det kan sgu ikke altid undgås, at vi kører hurtigere, end vi egentlig må ifølge færdselsloven. 

Morten Olsen forestiller sig en ordning, hvor en bøde kan annulleres, hvis redderen bagefter kan påvise, at han var på vej mod potentiel livreddende udrykning. 

Modernisering på vej

TV MIDTVEST har forsøgt at få fat i transportminister, Thomas Danielsen. Det er dog ikke lykkes at få ministeren i tale mandag. Til gengæld fortæller Transportministeriet, at reglerne står for at blive set efter i sømmene.  

- Transportministeriet kan oplyse, at der fra flere sider har været udtrykt ønske om at sætte fokus på de eksisterende rammer for udrykningskørsel. Derfor er der sat gang i et arbejde med at vurdere og optimere udrykningsbekendtgørelsen, skriver Transportministeriet i et skriftligt svar til TV MDITVEST.

Målet er ifølge ministeriet at modernisere udrykningsloven. 

-  Så den både er præcis og tidssvarende og afspejler samfundets behov. I processen involveres de forskellige aktører på området, ligesom der også vil være en offentlig høring af en eventuel ændring af bekendtgørelsen. 

- Det er væsentligt at understrege, at der naturligvis er et særligt hensyn til færdselssikkerhed, når det drejer sig om mulig tilsidesættelse af de almindelige færdselsregler.

Stationslederen i Hanstholm er tilfreds med, at nogen vil kigge reglerne efter. 

- Vi skal selvfølgelig overholde loven lige som alle andre. Men vi er ikke de eneste, der engang imellem har brug for at være hurtige, hvis vi skal redde liv. Jeg håber, de finder en ny måde at lave reglerne på, siger Morten Olsen.