Dambruger fra No er frustreret: Ingen grænse for kræftfremkaldende stof i fiskefoder

En dambruger ved Ringkøbing mener, at han har mistet 13 tons fisk på grund af et for højt indhold af det kræftfremkaldende stof orchratoxin i noget fiskefoder.

Mikkel Priess Pedersen lukker fisken op for at se, hvordan den ser ud i forhold til raske fisk.
Mikkel Priess Pedersen lukker fisken op for at se, hvordan den ser ud i forhold til raske fisk.
Foto: TV MIDTVEST

Der er regler og retningslinjer for både det ene og det andet, når det kommer til foder til dyr. Det er dog ikke tilfældet, når vi snakker fisk.

I hvert fald ikke når det kommer til indholdet af stoffet orchratoxin. Det bekræfter Henrik Dammand Nielsen, der er chef for Kemi og Fødevarekvalitet i Fødevarestyrelsen.

Der er altså ingen grænseværdi for, hvor meget af den pågældende svampegift fiskefoder må indeholde.

Det er muligvis årsagen til, at TV MIDTVEST i går kunne fortælle, at en dambruger fra No ved Ringkøbing har mistet 13 tons fisk. Dambrugeren er overbevist om, at det skyldes orchratoxinniveaet i foderet.

- Analysen har vist, at ochratoxinniveauet var dobbelt så højt i det foder, de har fået, som det de fisk, der ikke er døde, har fået, siger Mikkel Priess Pedersen, der er dambruger i No.

Han har haft to dyrlæger ude, som ikke har fundet andre sygdomme hos fiskene, og de kan derfor ikke udelukke, at det er orchratoxin, der er årsagen.

Mikkel Priess Pedersen er frustreret.
Mikkel Priess Pedersen er frustreret.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Dybt frustrerende

Det er fiskefodervirksomheden BIOMAR, der har leveret foderet til dambruget i No. Dambruget har forsøgt at få BIOMAR til at påtage sig ansvaret – dog uden held. BIOMAR har ikke ønsket at udtale sig til TV MIDTVEST, men skriver således:

Vi har i den specifikke sag analyseret og undersøgt vores foder, og har ikke kunnet finde noget usædvanligt ved værdierne, og de lovmæssige værdier er overholdt til fulde.

BIOMAR har for sin vis ret, da der ikke er nogen grænseværdi for stoffet. Det sætter dambruger Mikkel Priess Pedersen i en træls situation.

- Som dambruger, der laver fisk til konsum, er det rigtig frustrerende, fordi vi ingen sikkerhed har. Hvis vores fisk dør, fordi der ingen grænseværdi er, hvor skal vi så have vores sikkerhed henne?, lyder det spørgende fra dambrugeren.

Et stort mysterium

Sagen om de døde fisk i No har været forbi DTU AQUA, som har forsøgt at fastslå den præcise dødsårsag - og om det er orchratoxin, der er synderen. Det har dog været alt andet end lige til.

- Vi har lavet en grundig undersøgelse, og det, vi har fundet, er, at de døde fisk er fyldt med granulomer - især i hjerte og lever, siger Niels Jørgen Olesen, der er professor ved DTU AQUA.

Ifølge DTU AQUA er granulomer noget, der opstår som følge af bakterieinfektion eller parasitter, eller hvis der trænger andre fremmedlegemer eller toxiner ind i fiskene.

Hos DTU AQUA har man undersøgt mere end 100 fiskeprøver fra dambruget i No minutiøst. Det har alligevel ikke været muligt at fastslå, hvorfor fiskene har fået granulomer og senere er døde.

- Vi vil gerne kunne give nogle diagnostiske svar, når vi undersøger, men det har vi ikke kunnet give. Hvor end vi gerne ville. Det, vi kan sige, er, at det ikke foreløbigt har givet anledning til at mistænke orchratoxin. Vi kan dog ikke udelukke det, siger Niels Jørgen Olesen.

Trods udmeldingen fra DTU AQUA har Mikkel Priess Pedersen en klar teori:

- Det peger alt sammen på foderet. Jeg vil nok sige, jeg er 99 procent sikker, siger han.

2:37
13 tons fisk er døde - mens 13 tons er usælgelige. Dambruger mener, at fiskenes foder er årsag.