Golfmagasinet fra TV MIDTVEST vender tilbage

Der er næsten 150.000 registrerede golfspillere i Danmark.

Golfspillere lever længere. Repremiere på Golfmagasinet.
Golfspillere lever længere. Repremiere på Golfmagasinet.
Foto: Kai Hartmeyer, TV MIDTVEST

Efter et års pause er Golfmagasinet fra TV MIDTVEST tilbage.

Det får repremiere i aften på TV MIDTVEST-kanalen og tvmidtvest.dk.

Programmet er produceret af Kai Hartmeyer, der selv har spillet golf siden 1974. 

- Dengang var der ikke så mange, der spillede golf, og golfsporten led stadig under, at den blev kaldt for en “rigmandssport,” fortæller Kai Hartmeyer.

I dag er der næsten 150.000 golfspillere i Danmark, og den seneste opgørelse fra Danmarks Idrætsforbund viser, at golf er den femtestørste idrætsgren i Midt- og Vestjylland, blandt andet foran håndbold.

- Golf er blevet en folkesport, og det dyrkes i dag af alle. Ikke mindst af folk, der er kommet lidt op i årene.

En af dem er den 78-årige Svend Østergaard fra Skive.

- Golf holder mig igang, fortæller han i det nye Golfmagasin.

Han bekræfter således en svensk undersøgelse, der viser, at golfspillere lever længere og sparer samfundet for mange penge til medicin og indlæggelser.

I det nye Golfmagasin er der også reportage fra finalen om det danske Firmagolfmesterskab, som blev afviklet nord for Lissabon, og havde to midt -og vestjyder som vindere.

Mange golfbaner er mere eller mindre oversvømmet efter de store nedbørsmængder. En af dem er Storeådalen i Holstebro.

I Morsø Golfklub har man de seneste år måttet vinke farvel til over 200 medlemmer og økonomien har skrantet. Nu er man ved at være på rette kurs igen, fortæller klubbens formand, Claus B. S. Hansen.

I magasinet er der blandt andet også reportage fra kåringen af “Den Gyldne Golfbold” i Idrættens Hus i København. Der er vintertjek af golfsvinget hos Golf Pro Knud Storgaard fra Skive og inspiration til Golfrejser under varmere himmelstrøg.

- Og så starter vi en ny lille serie: “Golf i Gamle dage.” Den første om den gang, vi anlagde den sidste golfbane på fjordisen i Grønland, 200 kilometer nord for Polarkredsen. Banen er for længst smeltet. Den globale opvarmning satte endegyldigt en stopper for isgolf i Grønland, slutter Kai Hartmeyer.