Fugleinfluenza og frostvejr: Syge svaner fryser fast i isen

Markant flere svaner er lige nu syge og svækkede af fugleinfluenza. Dyrenes Beskyttelse får mange henvendelser fra bekymrede borgere, der finder svaner frosset fast i isen.

Kombinationen af flere mennesker ude i naturen og fugleinfluenza i Danmark giver mange opkald til Dyrenes Beskyttelse, for svaner der er frosset fast, er ganske rigtig syge. Denne svane er dog voksen sparer blot på kræfterne. Den bør derfor lades være.
Kombinationen af flere mennesker ude i naturen og fugleinfluenza i Danmark giver mange opkald til Dyrenes Beskyttelse, for svaner der er frosset fast, er ganske rigtig syge. Denne svane er dog voksen sparer blot på kræfterne. Den bør derfor lades være.
Foto: Dyrenes Beskyttelse

Mange uger med hård frost har fået telefonerne til at gløde hos Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral. Flere mennesker finder lige nu vej ud i naturen, fordi mange er hjemme under corona-nedlukningen. Og i naturen er der netop nu flere, der støder på syge svaner, der er frosset fast i isen på søer og langs kysterne.

- Når borgerne ringer ind, vil Vagtcentralen altid stille opklarende spørgsmål og bede om billedmateriale, så vi bedre kan vurdere om svanen er syg, eller om den bare ligger stille på isen, forklarer teamchef hos Dyrenes Beskyttelse Camilla Skovgaard Jensen.

Hvis en svane er syg, vil den ofte lægge sig ud på isen, hvor den kan ligge mere uforstyrret for mennesker, hunde og andre rovdyr. Derfor kan det ske, at svanernes brystfjer fryser fast til isen, og grundet sygdom er den ikke er i stand til at trække sig fri.

Og nogle svaner er lige nu syge af den fugleinfluenza, der har ramt blandt andre Danmark. 

- Normalt oplever vi, at størstedelen af opkaldene omhandler helt naturlig adfærd, men dette har desværre ikke været tilfældet i samme omfang i år. Det er desværre meget sandsynligt, at fugleinfluenzaen er årsagen til dette, lyder det fra Camilla Skovgaard Jensen.

Danmark har siden 2020 været plaget af fugleinfluenza, hvor svanerne er en af de arter, som er modtagelige for sygdommen. Dette betyder, at der ses markant flere syge og svækkede svaner end normalt.

Vildtplejestation er ikke en mulighed

Dyrenes Beskyttelse kan normalt pleje svaner på deres vildtplejestationer, men på grund af risikoen for at sprede fugleinfluenza, så tages svanerne i øjeblikket ikke i pleje. Derfor har Dyrenes Beskyttelse reelt kun to muligheder, når de bliver informeret om de syge svaner:

Enten lader de svanen være, og lader naturen gå sin gang. 

- Hvis ikke vi vælger at tage handling, vil svanen få en chance for at bekæmpe sygdommen selv. Om svanen klarer sig, afhænger af hvor hårdt den er angrebet, skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Alternativt kan Dyrenes Beskyttelse aflive den syge svane på stedet.

- Vi sender ikke vores frivillige beredskab ud på isen af hensyn til personsikkerhed. Der kan derimod sendes en skytte ud, som kan nødaflive svanen ved skud på op til 20 meters afstand, såfremt at det er sikkert at afgive skud.

Støder man på dyr i nød, så kan man altid kontakte Dyrenes Beskyttelses vagtcentral på telefon 1812.