Vinteren er hård for småfuglene

De mindste fugle har svært ved at finde føde på grund af frosten.

2:28
Naturvejleder Brian Kjølhede Jensen er ikke bekymret for fuglebestanden lige nu, men han mener, det kan blive nødvendigt at fodre fuglene, hvis frosten fortsætter i længere tid.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Ikke siden 2012 har Danmark haft en så lang periode med landsdækkende dagsfrost som nu. Den kolde vinter gør livet svært for småfuglene som skovsneppen eller dobbeltbekkasinerne, der ikke er fløjet sydpå til varmen.

- Småfuglene har det hårdt lige nu. De kan simpelthen ikke få næbbet i jorden, så de kan få fat i orme eller insekter. Så de er virkelig i problemer lige nu, siger Brian Kjølhede Jensen, der er naturvejleder ved Naturstyrelsen Vestjylland.

Vinterfrosten har allerede kostet en del fugle livet, men ifølge naturvejlederen er det primært fugle, som i forvejen er svækkede og ikke har haft nok fedt på kroppen.

- Der vil dø nogle, men der kan godt tåle at dø rigtig mange fugle, uden det betyder noget for bestanden. Det er ikke meningen, at alle fugle skal overleve alligevel, siger han.

De store fugle klarer sig fint

Frosten er dog ikke et livstruende problem for en stor fugl som svanen. Den kan blandt andet gå i en form for dvale for at spare på energien.

- De kan lægge sig oven på isen i flere uger med hovedet under vingerne og så bare spare på batterierne, men når det så bliver for meget, så kan de gå ind på land og spise af græsset, og det udnytter de, siger naturvejlederen.

Han mener ikke, man skal gå og være bekymret for fuglenes ve og vel på nuværende tidspunkt, men hvis frosten fortsætter lang tid endnu, kan fuglene få brug for vores hjælp.

- Når vi kommer ned på de tocifrede frostgrader, så begynder de at have det hårdt. Og så hjælper det, vi fodrer i haverne og ved fjorden, siger Brian Kjølhede Jensen.