Foråret lader vente på sig: Weekend med blæst, nattefrost og sne

Det flotte og varme forårsvejr lader vente på sig. I weekenden holder dagtemperaturerne sig under 10 grader.

Det er endnu for tidligt at pakke det varme tøj væk i denne omgang, selv om vi næsten er halvvejs inde i foråret. Der kommer nemlig både nattefrost og sandsynligvis også byger med tøsne eller slud visse steder de kommende nætter, og i dagtimerne holder temperaturen sig under ti grader.

- Så det der med at finde T-shirten frem kan man godt glemme, siger meteorolog Jesper Eriksen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) fredag morgen.

Fredag bliver nærmest efterårsagtig med masser af blæst. Ved kysterne i Vendsyssel kan der en overgang komme vindstød op til stormstyrke. Dagen begynder overskyet og med perioder med regn. Det bliver efterhånden afløst af lidt eller nogen sol, men stadig med mulighed for enkelte byger, og temperaturer mellem fem og otte grader.

Når finalen i "X Factor" løber over skærmen fredag aften, vil det dog have klaret op.

Nattefrost, sne og glatte veje

I den nordvestlige del af landet er der i nat udsigt til byger, som både kan være med regn, slud eller sne.

- Vi forventer nattefrost ned til minus to grader, og lokalt kan der være sneglatte veje i Nordjylland, siger meteorologen.

Lørdag derimod kommer ifølge Jesper Eriksen til at stå i solens tegn.

- Det bliver weekendens flotteste dag med nogen eller en del sol, men indimellem kommer der også enkelte byger og mere skyet vejr, siger han.

Natten til søndag kan der i de sydlige egne falde regn eller slud. Lokalt måske tøsne. Temperaturen falder igen til lidt under frysepunktet.

- Søndag bliver der slukket for solen igen, og det meste af landet får regn, og dagtemperaturerne vil ligge mellem to og seks grader, siger Jesper Eriksen.