Folketingsmedlem efter formandsvalg: - Jeg er ked af det

Lise Bech fra Thistedkredsen pegede på Martin Henriksen som ny formand for Dansk Folkeparti. Med Messerschmidt ved roret kommer partiet til at miste medlemmer, mener hun.

Lise Bech håber, at tilliden i partiet kan blive genoprettet, selvom det bliver med en anden formand ved roret, end hun havde håbet.
Lise Bech håber, at tilliden i partiet kan blive genoprettet, selvom det bliver med en anden formand ved roret, end hun havde håbet.
Foto: Martin Sodemann, TV MIDTVEST

Det bliver Morten Messerschmidt, der fremover skal stå i spidsen for Dansk Folkeparti. Det står klart, efter han fik 60 procent af stemmerne ved partiets ekstraordinære årsmøde i Herning Kongrescenter søndag.

Havde det været op til partifællen Lise Bech, som er valgt i Thistedkredsen, var det dog Martin Henriksen, der skulle løbe med sejren.

- Jeg er ked af det. Morten er jo valgt med et overvældende flertal, og det er jo demokratiet, der har talt, og så er det sådan.

- Martin er upoleret, måske nogle gange lidt rå, men han er, hvad du ser, og han er sig selv, og han er ærlig. Det kan jeg godt lide, siger Lise Bech til TV MIDTVEST.

Ud af 825 gyldige stemmer fik Morten Messerschmidt 499 af dem, Martin Henriksen kom på andenpladsen med 219 stemmer, mens Merete Dea Larsen fik 104 stemmer.

Satser på at beholde ordførerskab

Lise Bech frygter ikke at miste sine ordførerskaber inden for den allernærmeste fremtid, men der kommer til at ske ændringer i sammensætningen af partiet, spår hun.

- Jeg går stærkt ud fra, at jeg bliver ved med at være landbrugs- og fødevareordfører for vores parti, så det er ikke som sådan mig, der bliver berørt i første omgang. Men der kommer jo til at ske en udskiftning i vores ledelse og i gruppeledelsen, siger hun.

For Lise Bech er det vigtigste, at tilliden i Dansk Folkeparti bliver genoprettet efter en turbulent tid i partiet. Og selvom det bliver en anden, end hun havde peget på, der skal stå i spidsen for det projekt, kan hun ikke forestille sig at være en del af et andet parti.

- Jeg er DF’er. Jeg har været med til at samle underskrifter til det her parti, jeg har aldrig været i andre partier, det er mit parti, og jeg kan ikke se andet, end at jeg er DF’er, også ude i fremtiden.

- Men jeg tror, det kommer til at koste nogle medlemmer, men det kan også være, der er nogle andre, der kommer til. Vi er nødt til lige at trække vejret og se, hvad der sker, siger Lise Bech.

0:37
Hør Lise Bech fortælle om sine tanker om fremtiden i Dansk Folkeparti.