Vestjyde var blandt de første til at kræve Thulesen Dahls afgang: Nu skal han vælge ny DF-formand

Søndag bliver fremtiden for Dansk Folkeparti afgjort, når der skal udpeges en ny formand. Søren Olesen fra byrådet i Holstebro Kommune håber, det kan bringe uroen i partiet til ende.

Søren Olesen er ikke i tvivl om, hvem han mener er den rette til at føre Dansk Folkeparti videre.
Søren Olesen er ikke i tvivl om, hvem han mener er den rette til at føre Dansk Folkeparti videre.
Foto: Anders Meyer, TV MIDTVEST

Kommunalvalget i november bød på markant nedgang for Dansk Folkeparti. Hurtigt derefter meldte formand for partiet gennem ni år Kristian Thulesen Dahl ud, at han ville trække sig fra posten.

Det vil han gøre i forbindelse med et ekstraordinært årsmøde i Herning Kongrescenter søndag. En af dem, der skal afgive sin stemme, er byrådsmedlem i Holstebro Kommune, Søren Olesen (DF).

- Jeg glæder mig. Det bliver spændende på alle mulige måder, og jeg ser frem til, at der kommer ro på, siger han.

Søren Olesen blev genvalgt til byrådet ved valget 16. november 2021. Dansk Folkeparti gik dog et mandat tilbage i Holstebro Kommune og blev dermed halveret.

På landsplan mistede partiet 60 procent af sine byrådsmedlemmer, og i de midt- og vestjyske kommuner gik Dansk Folkeparti 13 mandater tilbage og endte med 10 mandater i landsdelen.

Allerede da valgresultatet for hans eget parti stod klart på valgaftenen, opfordrede Søren Olesen sin formand til at gå af.

- Han skulle have været bedre til at lytte og inddraget baglandet i, hvordan vi kommer videre. Jeg tror, valget var gået anderledes, hvis der var grebet ind før, sagde han dengang til TV MIDTVEST.

Peger på Messerschmidt

Dagen efter kom udmeldingen fra Kristian Thulesen Dahl om hans exit. Og nu er dagen kommet, hvor det skal afgøres, hvem der skal overtage roret.

950 stemmeberettigede bestående af blandt andet medlemmer fra partiets hovedbestyrelse, folketingsgruppe og byråd skal afgive deres stemme på mødet søndag eftermiddag.

Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen stiller op til posten, og spørger man Søren Olesen er han ikke i tvivl om, hvem der er den rette til at tage partiet videre.

- Den omtale, der har været af Messerschmidt de seneste dage, er slet ikke sådan, jeg kender ham. Han er åben, imødekommende og loyal, siger Søren Olesen.

Delte meninger blandt landsdelens DF-politikere

Meget tyder på, at formandsposten enten kommer til at gå til Morten Messerschmidt eller Martin Henriksen. Tidligere folketingsmedlem og byrådspolitiker i Thisted Kommune Ib Poulsen stemmer på Martin Henriksen, mens byrådsmedlem i Ikast-Brande Kommune Simon Vanggard støtter Messerschmidt.

Blandt DF's folketingsmedlemmer fra Midt- og Vestjylland ser stemmerne også ud til at fordele sig mellem de mandlige kandidater. Dennis Flydtkjær er valgt ind i Ringkøbing-kredsen og støtter Messerschmidt, mens Lise Bech, som er valgt ind i Thisted-kredsen, vil pege på Martin Henriksen.

Søren Olesen har tidligere gjort det klart, hvor lidt han ønsker et Dansk Folkeparti med Martin Henriksen i front.

- Jeg vil hellere vælte på cykel og brække begge ben, end at se Martin Henriksen som formand. Han har gjort det godt tidligere, men han er ikke en værdig aftager, og jeg ville ikke kunne identificere mig med et parti, hvor han er formand, sagde Søren Olesen den 18. november til TV MIDTVEST.

Holstebro-politikeren glæder sig uanset hvad til at få noget afklaring ovenpå en turbulent tid i partiet.

- Jeg kan slet ikke genkende partiet med den mudderkastning, der har været på det seneste, og det har været så personfikseret. Jeg glæder mig til, at det er overstået, siger Søren Olesen.

Formand Kristian Thulesen Dahl kommer ikke til at kunne deltage fysisk på mødet, fordi han mandag blev smittet med coronavirus. Han deltager i stedet over en videoforbindelse.