Fodboldtræner dømt for digitale krænkelser: Her er ekspertens bedste råd til forældre

En ekspert i digital adfærd forklarer, at det kan være meget svært for børn at åbne op omkring digitale krænkelser. Hun kommer derfor her med en række råd.

Torsdag blev en tidligere fodboldtræner fra Holstebro-området dømt for at have udsat ni drenge for digitale krænkelser.
Torsdag blev en tidligere fodboldtræner fra Holstebro-området dømt for at have udsat ni drenge for digitale krænkelser.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Torsdag blev en tidligere fodboldtræner fra Holstebro-området dømt for at have udsat ni drenge for digitale krænkelser. Han havde blandt andet spurgt ind til drengenes sexliv over Messenger og sendt billeder af sin penis.

Og selvom sagen er ulykkelig for de forurettede, så er den et udtryk for, at samfundet har rykket sig i forhold til digitale krænkelser. Sådan lyder det fra ekspert i digital adfærd, Miriam Michaelsen, advokat og bestyrelsesleder i 'Digitalt Ansvar':

- Digitale krænkelser er ikke noget nyt fænomen, men det er relativt nyt, at vi har fået et ordentligt sprog for det. Det betyder, at lidt flere forurettede indser, at de udover at være udsat for noget grænseoverskridende også er blevet udsat for noget ulovligt, og så er det altså lettere at sige det højt, bede om hjælp og stå frem.

Stadigvæk lang vej

På TV MIDTVEST har vi i dag fortalt om flere af de forurettede drenge fra fodboldsagen, der netop havde svært ved at fortælle om deres oplevelser. Mest fordi de følte sig skamfulde.

- Der er stadigvæk masser af børn og unge, for hvem det her er rigtig svært. Oveni det, kommer, at vi også ser et kønnet aspekt. Drenge kan have en fornemmelse af, at de bliver taget mindre alvorligt, netop fordi de er drenge, hvis de siger det højt og beder om hjælp. Derfor kan de have mere svært ved at åbne op omkring det end piger, siger Miriam Michaelsen.

Det er også blandt andet sproget, Miriam Michaelsen peger på, når vi skal blive endnu bedre til at håndtere og undgå denne slags sager:

- Børn og unge skal høre voksne autoriteter blive ved med at gentage, at hvis du bliver udsat for digitale krænkelser, så har du brug for hjælp, og du har ret til hjælp.

Samtidig anbefaler hun, at institutioner, foreninger, sportsklubber med videre får lavet nogle klare retningslinjer for, hvordan digitale krænkelser skal håndteres.

- Man kan langt hurtigere og langt bedre håndtere sager om digitale krænkelser, hvis man har en procedure for, hvordan man gør. På den måde kan man også lettere hjælpe børnene med at håndtere det, hvis de får overskredet deres grænser. Det kan forhåbentligt også være med til, at der bliver grebet hurtigere ind, så man undgår flere ofre. 

3:54
For flere af fodbolddrengene har sagen haft store konsekvenser.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST