Flere dør i trafikken: Minister kalder det uhyggeligt

199 blev dræbt i trafikken sidste år. Næsten hver anden ulykke var eneulykke, og otte ud af ti dræbte var mænd.

I Region Nordjylland var der i 2019 28 personer, der blev dræbte i trafikken, mens tallet i Region Midtjylland var 47.
I Region Nordjylland var der i 2019 28 personer, der blev dræbte i trafikken, mens tallet i Region Midtjylland var 47.
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Næsten hver anden af dødsulykkerne sidste år var eneulykker eller frontalulykker. Det oplyser Vejdirektoratet i en pressemeddelelse onsdag.

I alt 199 mistede livet i trafikken sidste år. Det er betydeligt flere end i de to foregående år. Trafikminister Benny Engelbrecht (S) siger i en kommentar, at det er afgørende at få vendt den negative udvikling.

- Jeg må sige, det er uhyggelig læsning, når Vejdirektoratet kan offentliggøre en rapport, der viser, at trafikdræbte stiger, udtaler han.

I 2018 var antallet af trafikdræbte 171. Og i 2017 var det 175.

Samlet fald i Midtjylland og lille stigning i Nordjylland

De nye tal viser, at der fra 2018 til 2019 er sket et fald af ulykker med personskade på otte procent i Region Midtjylland, mens der i Region Nordjylland er sket en stigning på cirka to procent.

Tallene viser, at der i Region Nordjylland er en større andel af dræbte og tilskadekomne i aldersgruppen 18-24 år end i de øvrige regioner.

I Region Nordjylland var der i 2019 sammenlagt 1.237 trafikulykker, og 28 personer blev dræbte i trafikken. I Region Midtjylland var der sammenlagt 3.104 trafikulykker, og 47 personer blev dræbt.

Rådet for Sikker Trafik skriver, at i Færdselssikkerhedskommissionen har den nye formand, Andreas Steenberg fra Radikale Venstre, og næstformand, Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre, begge meldt ud, at trafiksikkerhedsarbejdet skal prioriteres, når der skal laves en ny handlingsplan for, hvordan vi får antallet af trafikulykker ned i Danmark.

Mænd har mere hang til de hurtige køretøjer

Eneulykkerne sker oftere på landevejen, hvor hastigheden er højere end i byerne. Det oplyser afdelingsleder Marianne Foldberg Steffensen i Vejdirektoratet.

- Tallene underbygger derfor endnu engang budskabet om, at hastigheden har stor betydning for trafikantens overlevelseschancer, siger hun.

I øvrigt viser rapporten, at otte ud af ti trafikdræbte sidste år var mænd, og det kan der være flere forklaringer på.

- Mænd har i højere grad end kvinder en forkærlighed for de hurtige, motordrevne køretøjer som biler, motorcykler og knallerter. Og som trafikant er man særligt udsat på en knallert og motorcykel, når man kører i høj fart uden bilens beskyttelse, siger Marianne Foldberg Steffensen i pressemeddelelsen.

Ud af de 199 dræbte befandt 87 sig i personbiler. 31 var cyklister, 30 var fodgængere, og 27 kørte på motorcykel.

Desuden viser statistikken også, at elcyklerne vinder frem. Statistikken over ulykker viser, at der sidste år var 10 elcyklister, der mistede livet.