Ellemann er klar til at støtte rigsretssag mod Støjberg

Hvis en advokatundersøgelse ikke har en klar konklusion til januar, støtter V en rigsretssag mod næstformand Inger Støjberg.

(Arkivfoto)
(Arkivfoto)
Foto: Jørgen Ahler, TV MIDTVEST

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, er "ultimativt" klar til at støtte en rigsretssag mod partiets næstformand, Inger Støjberg. Det siger han til Jyllands-Posten.

- Ultimativt er vi klar til at støtte en rigsretssag. Nu afventer vi vurderingen fra Folketingets advokater, men kernen i mit budskab er, at Venstre ikke kan tåle at have den her mere eller mindre konkrete anklage hængende over os, siger han til avisen.

Instrukskommissionen, som har undersøgt Støjberg-sagen, kom med sin delberetning 14. december.

Den har Jakob Ellemann-Jensen læst grundigt med hjælp fra eksterne jurister, skriver han på Facebook. Han ser nu to veje:

- Enten kommer der en klar konklusion fra advokatvurderingen, som fører til, at Folketinget klart tilkendegiver, at der ikke er bund i delberetningens konklusioner om instruksen.

- Eller også må der gennemføres en rigsretssag, hvor spørgsmålet om ulovlig administration afgøres én gang for alle, så Venstre og Inger kan blive frikendt.

Svar til januar

I kommissionens delberetning blev der blandt andet konkluderet, at en instruks fra 2016 om at adskille asylpar, hvor den ene part var mindreårig, var klart ulovlig.

Desuden blev det slået fast, at Støjberg blev advaret om denne ulovlighed. Efterfølgende blev Folketinget vildledt om forløbet.

Det blev i midten af december besluttet i et underudvalg under Udvalget for Forretningsordenen i Folketinget, at uvildige advokater skal vurdere grundlaget for en rigsretssag mod Støjberg.

Vurderingen skal være klar i begyndelsen af januar. Den præcise dato kendes ikke. Men sagen udløber medio februar.

Uskyldig til det modsatte er bevist

Jakob Ellemann-Jensen slår i sit Facebook-opslag fast, at det ikke er hans beslutning, om Støjberg kan fortsætte som næstformand for Venstre.

- Men personligt mener jeg, at man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Det gælder også i denne sag, og derfor ser jeg ikke noget til hinder for, at Inger kan fortsætte som næstformand, lyder det.

Venstre-formanden henviser også til den verserende minksag, hvor et granskningskommissorium skal kulegrave regeringens håndtering af den danske minkbestand.

Den vil Venstre forfølge, skriver Jakob Ellemann-Jensen.

- Det vil og skal Ingers sag ikke skygge for. Og derfor vil der heller ikke blive lavet nogen form for aftale, der freder den ene eller anden part, hvis nogen skulle spekulere i det.

Det er til sidst op til Folketinget, om rigsretten skal nedsættes.

En rigsret er en domstol, der dømmer i sager, hvor ministre er anklaget for ulovlig embedsførelse.