Black Friday midt i krisetid: Fjernsyn hitter, mens senge venter

Black Friday rammer i en energikrise, og det betyder, at nogle butikker skal kigge langt efter kunderne, mens andre vil slå rekord.

2:23
POWER i Holstebro slår allerede rekord i år.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

I morgen er det officielt Black Friday.

Men alt er ikke som det plejer at være på årets store handelsdag.

I år rammer Black Friday nemlig midt i en energikrise og en inflation, der buldrer derud af, og det er noget som ILVA i Herning mærker allerede før dagen.

- Vi kan godt mærke på kundetallet, at der er lidt færre, end der plejer at være. Forbrugerne er lidt mere obs på pengene, og så kan en seng måske godt vente lidt, fortæller Kasper Klinge, der er butikschef i ILVA i Herning.

I POWER i Holstebro har de dog en helt anden oplevelse, fortæller varechefen, Ryan Stubkjær.

- Vi er vant til, at det er en travl tid, men havde du spurgt mig for en måned siden, så havde jeg ikke regnet med, at vi skulle vækste imod en rigtig god Black Friday sidste år. Det står overraskende godt til, fortæller han.

Ryan Stubkjær fra POWER mener, det er afgørende at have de billigste priser, for mange kunder sammenligner priser på nettet.
Ryan Stubkjær fra POWER mener, det er afgørende at have de billigste priser, for mange kunder sammenligner priser på nettet.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Folk vil have gode tilbud

Det undrer ikke butikschefen i ILVA, at der er mere gang i salget af elektronik, end der er i møbler.

-POWER kører nogle rigtig gode tilbud på varer, som folk rigtig gerne vil have, sammenlignet med en seng til 20.000 eller 30.000 kroner, forklarer Kasper Klinge og tilføjer:

- De sidste to måneder har vi ikke vækstet, men der er dog begyndt at komme lidt i gang i den op til Black Friday.

Forbrugerøkonom i Nordea, Ida Marie Moesby, forventer også, at der kommer endnu mere aktivitet til Black Friday.

- Vi er blevet forbrugere, der er prisbevidste på grund af den høje inflation, og mange har fået en mere stram økonomi, og det kan være med til at forklare, at vi så er mange, der vil kigge efter gode tilbud, forklarer hun og tilføjer:

- Mange vil kigge efter gode tilbud, for hvis man alligevel ville købe noget bestemt i julegave, så tror jeg, at mange køber det nu.

Ifølge DI Handel brugte danskerne i snit 2.400 kroner til Black Friday i 2021.