Genskaber eventyr i anledning af Black Friday: Her kan du købe 'usynlig' t-shirt
Går man igennem gågaderne på netop denne fredag, er det svært at overse, at det er Black Friday. Men det er meget forskelligt, hvad dagen betyder for butikkerne.
Det er nok næppe gået din næse fordi, at det er Black Friday i dag, og det er en dag, som mange her i landsdelen har taget til sig.
Hos Sofie Lingeri på gågaden i Thisted stod kunderne klar ved åbningstid for at købe varer med rabatter.
- Det starter tidligt. Det er en rigtig stor dag for os i dag, siger Susanne Hosbond, der ejer lingeributikken.
I butikken er varerne nedsat med 25 procent, men det har de ikke kun været i dag.
Ligesom mange andre steder har butikken haft tilbuddet hele ugen.
- Det er for at lette presset på fredagen – også på grund af corona, så folk føler sig trygge, når der kommer herind og handler, sige Susanne Hosbond til TV MIDTVEST.
Et oprør mod konceptet
Hos tøjmærket Elsk i Thisted har de også gjort noget særligt ud af højtiden, men de har grebet konceptet lidt anderledes an end de fleste.
De har nemlig i dagens anledning lanceret ”Kejserens Kollektion” inspireret af eventyret om kejserens nye klæder.
Lars Riis, der er direktør for Elsk, siger følgende om kollektionen, mens han står med en tom tøjbøjle i hånden:
- Den består af de her flotte t-shirts og sweatshirts både til ham og hende.
Den hudfarvede t-shirt koster 400 kroner, og hver en krone går ubeskåret til Den Danske Naturfond, som arbejder for naturtilstanden og vandmiljøet i Danmark.
Og så er kollektionen 100 procent bæredygtig, da den af indlysende årsager hverken sviner i produktionen eller transporten.
- Der er ikke brugt noget vand og ingen kemikalier. Ingen CO2-belastning, siger Lars Riis.
Skulle du ikke have regnet det ud endnu, så er der ikke noget tøj på bøjlerne i Kejserens Kollektion.
Og det er ikke tilfældigt, at det lige er på Black Friday, at ”kollektionen” kommer i butikken.
- Det er jo et oprør mod alt det, Black Friday står for. For os er Black Friday en kamp mod bunden, hvor det handler om at producere og lave nogle tilbud, som folk ikke har brug for, siger Elsk-direktøren til TV MIDTVEST.