Alle Folketingets partier forhandler fiskeriaftale

Med fiskeriministeren i spidsen forhandler alle Folketingets partier en fiskeriaftale om kvotekoncentrationen.

Fiskekutter
Foto: Scanpix / Søren Bidstrup

Fiskeriminister Karen Ellemann (V) forhandler torsdag aften med alle Folketingets partier om en fiskeriaftale.
    
Den skal dæmme op for kvotekoncentrationen i dansk fiskeri, så kvoterne ikke ender på for få hænder.
    
Regeringen.dk udsendte ved en fejl tidligere torsdag aften en pressemeddelelse om, at aftalen var i hus.
    
Men der forhandles stadig, oplyser Udenrigsministeriet til Ritzau.
    
Aftalen forhandles i kølvandet på, at Rigsrevisionen og Statsrevisorerne i august rettede deres skarpeste kritik af Miljø- og Fødevareministeriets forvaltning af fiskekvoter fra 2003 til 2017.
    
Formålet er at komme problemet med de såkaldte kvotekonger, der sidder på størstedelen af fiskekvoterne, til livs.
    
Fiskeriet blev i august flyttet fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) til Karen Ellemann (V), der dermed kan kalde sig minister for fiskeri, ligestilling og nordisk arbejde.
    
Derudover blev to ledende embedsmænd med ansvar for kvotefiskeri fjernet fra deres stillinger, og der oprettes en selvstændig fiskeristyrelse under Karen Ellemann i Udenrigsministeriet.